Hjælp til bedre fællesbøn

Bogen ”At bede sammen” er en lille manual til hjælp ved bedemøder. Den er skrevet af et ægteparet Jofrid og Peter Tinggaard, som både har stor passion og mange erfaringer med bøn.Bogen starter modigt nok med at sætte fingeren på, hvad der er galt med vores fælles bedemøder. Kritikken går bla. på, at vi placerer Gud på sidelinjen og anser bønnen for at være den menneskelige del af gudsarbejdet. Men, siger forfatteren, Gud ønsker at gennemsyre hvert eneste bedemøde, vi holder. Det er hans hjerte at vise os, hvad vi skal bede om, og udøse sin kærlighed i vores hjerter, så vi kan bede hans bønner med lidenskab og iver.
Grundlaget for et mere spændende og effektivt bedemøde er mere fokus på Helligåndens ledelse. Det er her, bønnen ændrer sig fra kedelige samlinger til intime stunder med Gud, så den del må naturligvis være på plads, inden der bygges videre. Peter Tinggaard deler meget kort sin egen personlige erfaring med at høre Helligånden og gengiver det bibelske grundlag for at tro på Helligåndens ledelse i bøn. Han svarer også på nogle af de mest gængse spørgsmål om, hvad Guds vilje er, da en af forudsætningerne for bønnesvar som hovedregel er, at vi beder efter Guds vilje.
Det ene af bogens fem kapitler beskriver, hvordan profetiske handlinger kan være en del af et bønnemøde. Der gives eksempler på, hvordan man i forbindelse med et emne kan gøre nogle praktiske handlinger i bønnemødet. Dette gør bønnemøder mere levende og inspirerer bønnen. Kapitlet vil nok være nyt stof for mange, men forfatterne forklarer på let tilgængelig måde, hvordan man kan bruge dette redskab i fællesbønnen.
Selv om forfatterne kalder bogen for en manuel, er det ikke en komplet skridt-for-skridt bog, men snarere en sund og stærk grundvold fyldt med inspiration til de enkelte at bygge videre på. Samtidig er prisen på bogen så lav, at alle kan være med.
Det er altid et privilegie at læse en bog, hvor forfatteren besidder passion såvel som kompetent viden og åndelig indsigt til at formidle sit budskab. Og det er tilfældet med denne bog. Peter Tinggaards evne til at formidle grundlæggende principper for bøn er en gave til kirke-Danmark.
Lisbeth Thomsen

Peter & Jofrid Tinggaard:
”At bede sammen”
67 sider
20 kr.
Forlaget
Tinggaard