Hej du(e)
Som københavner har jeg svært ved at kategorisere storbyens mange duer som ven eller fjende.
Engang var de vældig nyttige og skønne at have ved hånden, fx i bibelske sammenhænge for Noa, da han skulle have tjekket vandstanden. Eller da Helligånden havde brug for en skikkelse at dale ned i, da Jesus blev døbt af Johannes Døberen. Men er disse fugle mon stadig pålidelige?
Forleden på Strøget overså jeg en overvægtig halvtam due (for flyve gider de jo ikke!), og jeg trådte næsten duen flad. Hey, du(e)! råbte jeg, men den kiggede bebrejdende op på mig, som om jeg netop havde vadet ind i dens dagligstue. Er det mon vores eller deres verden, der rangerer højest?
Jeg fortsatte ned til Kongens Nytorv og satte mig til rette i det smukke sceneri omkring Det Kongelige Teater og Nyhavn. Jeg fyldte mit hoved med positive håbefulde forårstanker. En flok rutinerede cityduer krydsede himlen på malerisk facon og lagde an til landing foran det 5-stjernede Hotel dAngleterre, lige ude på torvet foran den 5-stjernede udendørsrestaurant Puttes Pølsevogn.
Da indtraf tragedien. Jeg blev overdynget af fugtigt duelort i alle farver og skæve konsistenser. Bvadr. Jeg var øjeblikkeligt tilbage i min pessimistiske afsky for duer.
Jeg finder dog altid hurtigt tilbage til min glæde over duer. Jeg har nemlig min egen Guds-benådede hvide due med mig. Den passer på mig, når jeg går på de farlige gader hjemme på Amager. Nogle gange tror jeg endda, at jeg kan høre den pibe. Hm.
Jeg lagde nemlig mærke til, at hver eneste gang jeg gik en tur efter regnvejr, hørte jeg min skytsengel-due pippe løs. Usynligt og spion-diskret fulgte den efter mig, mens dens rytmiske pip lød så tydeligt, som om den sad på min skulder. Et stykke tid efter opdagede jeg tilfældigt, at det dog var mine gamle gummisko der producerede pivelyden, hver gang jeg tog et fugtigt skridt på den regnvåde vej! Jeg bøjede mig for de naturlige lyde – som jeg i dette tilfælde selv producerede.
I mit sind vil der altid være en medhjælper i due-skikkelse Det har jeg brug for.
