Kristne blade rammes af afskaffelse af bladpulje

– Hvorfor skal de små blade rammes så hårdt, spørger Birger Reuss fra LM.En del kirkelige blade bliver hårdt ramt af regeringens omlægning af portostøtten.

– Det koster os 100 kr. for hver abonnent, siger Birger Reuss fra LM.

Regeringen har nemlig besluttet at fjerne en kompensation for blade under 3.000 ekspl., som blev særligt hårdt ramt, da den tidligere regering i 2004 fjernede portostøtten til blade og tidsskrifter.
Det skete i forbindelse med, at Post Danmark blev selvstændiggjort i forhold til staten. I stedet indførte regeringen dog en distributionsstøtte, som i nogen grad kompenserede for stigningerne.
For Udfordringen betød portostigningerne dengang en stigning i udgifterne på ca. 1 mio. kroner om året, og kompensationen blev kun på ca. 400.000 kr. og dækkede altså under halvdelen. Mindre blade blev endnu hårdere ramt.
Derfor indførte regeringen en ekstra pulje, som skulle tilgodese blade med under 3.000 eksplarer. Det er denne sidste pulje, som den nye regering nu pludselig har afskaffet.
Det rammer fx Luthersk Missionsforenings 14 dages-blad, Tro & Mission.
– For os betyder det, at vi årligt mister ca. 140.000 kr. Dertil kommer en portostigning fra august 2011, som kostede os ca. 150.000 kr. Samlet skal vi altså af med næsten 100 kr. ekstra pr. abonnent. Det er en voldsom stigning på 50 pct., oplyser Birger Reuss Schmidt, som er kommunikationschef for Luthersk Mission.
Han er uforstående over for, hvorfor netop de små blade skal rammes så hårdt, når regeringen eller postvæsnet ændrer på reglerne. LM sparer nu ved at distribuere bladet Budskabet sammen med Tro & Mission, samt ved færre udgivelser.
Også Dansk Kirketidende, der udgives af Grundtvigsk Forum, bliver tilsvarende ramt af omlægningen.
Indre Missions Tidende og Udfordringen blev ramt af portostigningen i august, men bliver ikke ramt af den nye afskaffelse af ekstra-puljen, da deres oplag er større.
Frikirkernes blad Domino bliver heller ikke ramt, da bladet nu sendes direkte til en række menigheder og derfra distribueres udenom postvæsnet.
Gennem de sidste ti år er omkostningerne for trykte blade og aviser vokset så meget, at over 500 blade i denne periode er lukket. Foreningerne forsøger nu at klare sig med internet og mail, men det giver ikke samme kontakt med foreningens medlemmer, som et blad gør. Specielt går det ud over kontakten med de ældre medborgere.
Henri