Kristne på stor helsemesse

3 nye kristne stande på Krop Sind Ånd messen i Falkonercentret den 3.-5. februar 2012Midt i vinterens kulde samlede Krop Sind Ånd messen endnu engang op imod 12.000 besøgende. I år var der en endnu stærkere kristen tilstedeværelse end tidligere.

De kristne stande oplevede stor interesse og der blev bedt med mange deltagere.

Tre nye stande kom til: ProRex Forlag, Præsten og psykologen alias Jørn og Karin Braüner og Open Gate Fellowship.
Veteranerne var også med: I Mesterens Lys, Københavns Stift og Aglow.

Stor opmærksomhed

Alle stande oplevede stor opmærksomhed. Open Gate viste collager og indbød til workshop om at bygge sit eget alter, præsten og psykologen præsenterede deres nye bog ”Stå stærkt i stormen” og bad med hen ved 80 gæster. ProRex havde inviteret Gunni Bjørsted til at holde foredrag ud fra hans bog ”Elsket nok til at tale sandt”.
Aglow bad til frelse med adskillige gæster, I Mesterens Lys havde et af sine mest velbesøgte år, idet små 530 gæster og udstillere modtog forbøn og godt 110 personer fik mere dybtgående samtaler.

Christfuldness

I Mesterens Lys præsenterede også sit nye koncept ”Christfulness”.
Ved et foredrag guidede missionspræst Ole Skjerbæk Madsen, Areopagos en Christfulness-meditation. Den hjalp deltagerne til at visualisere Jesus og til at rense hjertet for urenhed og falske forestillinger – ”for at Kristus kan bo i stadigt rigere omfang i hjertet”. Hver udånding skulle være en renselse. Og i sidste del af meditationen opfordres deltagerne til at give Jesus Kristus videre til deres omgivelser.

Mere end Midnfullness

Ole Skjerbæk Madsen siger:
– Jeg har talt med flere af de andre udstillere om Christfulness, og fundet stor forståelse for, at Christfulness leder videre fra mindfulness. – Erfaringen af opmærksomt nærvær i nuet fører her over i en vision for tjenende kærlighed som det, der skaber mål i tilværelsen og baner vej for enhed mellem mennesker.
Ved foredraget gav én af deltagerne udtryk for, at hun for første gang for alvor forstod i dybet af sin eksistens, at hun var elsket og elsket af Gud.
OSM/Henri.