Hvidsten Gruppen er en film, man bør se!
Igen en påmindelse fra besættelsen om at nogle må dø, for at andre kan leve.Min kone og jeg har været til premiere på Hvidsten Gruppen. Det var en meget stærk oplevelse med fantastisk flotte skuespilpræstationer – og så er det en film, der bygger på virkelige begivenheder. En påmindelse om, at der var nogen, der gav sit liv for andre, gav sit liv for Danmark.
Det er en rolig film, der skildrer begivenhederne, som de fandt sted. En film, der fokuserer mere på det enkelte menneske i gruppen end på krigshandlingerne. Der er masser af autencitet i filmen. Det er stærkt at følge gruppen, der bag på en lastbil synger Altid frejdig når du går på vej til henrettelsen i Ryvangen, og det er mindst lige så stærkt at se Marius Fiil omfavne den unge tyske soldat og tilgive ham. Jeg så i denne scene et budskab om, at vi alle er mennesker og begår fejl, men vi skal være parate til at tilgive. I det hele taget oplever man en gudsforbundethed hos den enkelte, der giver ro.
Hvidsten Gruppen er filmet med mange nærbilleder, og den skildrer familien og dens omgangskreds, så man føler med dem. I det hele taget gjorde filmen det, en film skal. Man blev draget med og glemte ind imellem, at det var en film om end med en virkelig baggrund.
Inden vi gik i biografen, læste vi dagens aviser med anmeldelser af filmen. Det var tankevækkende, at både BT og Ekstrabladet omtalte Hvidsten Gruppen som en kedelig film. Begge skrev, at naturligvis skulle der laves en film om Hvidstengruppen, men den aktuelle er ikke god nok.
Kristeligt Dagblad, Berlingske Tidende, Politiken og Jyllandsposten roser alle filmen – og det er der bestemt god grund til. Filmen er Anne-Grethe Bjarup Riis debut som instruktør – og hvilken debut, et flot svendestykke.
Da vi kom hjem fra biografen, tog jeg en af mine bedste dokumentariske bøger ned fra reolen, en bog som jeg vender tilbage til igen og igen: De sidste timer, hvori man har samlet afskedsbreve fra danske modstandsfolk skrevet umiddelbart før deres henrettelse. På side 85 finder vi billedet af Marius Anton Fiil – et noget anderledes billede end den Marius, vi så i filmen, men piben er med. Fra ham er der i bogen efterladt 5 afskedsbreve, og det er det sidste, vi hører uddrag af i filmen.
På side 90 finder vi billedet af sønnen Niels Fiil, der ser noget ældre ud end i filmen, trods det, at han kun blev 24 år. Fra ham er der fire afskedsbreve.
De sidste timer kan det varmt anbefales at læse, ligesom vi varmt kan anbefale at se filmen. Det er en film, man bør se.
Hvidsten Gruppen 122 min.
Biografpremiere: 1. marts
