Abortmodstandere overtager mindelund
Vestjysk mindelund for abortofre blev lukket af Højesteret i 2007. Men nu genopstår den inden for lovens rammer, lover foreningen Retten til Liv.
Abortmindelunden i det vestjyske Vedersø blev erklæret ulovlig af Højesteret i 2007. Det skete efter en retssag, hvor Naturklagenævnet og daværende Ringkjøbing/Skjern Kommune ønskede den fjernet.
Men nu har Retten til Liv fået mindelunden overdraget, så foreningen igen kan markere uskyldige abortofre, fortæller landssekretær Ellen Højlund Wibe. Retten til Liv er modstandere af abort.
Abortmindelunden blev anlagt i 1999 for at mindes de mange uskyldige ofre for den legale abort. Grunden har været i familien Munks eje siden digterpræsten Kaj Munk var sognepræst i Vedersø. Kaj Munks søn Arne Munk stillede lunden til rådighed for Retten til Liv, der opførte mindesøjler på et Danmarkskort, hvor hver søjle markerede antal aborterede fostre hvert år i Danmark.
Dette blev erklæret ulovligt af Højesteret, hvorfor Retten til Liv fjernede søjler, obelisk og landkort. Senere meldte Arne Munk sig ud af foreningen, der dermed mistede råderet over grunden.
Men nu har Hanne Munk, enke efter Arne Munk, efter sin mands ønske overdraget Abortmindelunden i Vedersø til Retten til Liv, så foreningen nu ejer den.
Det er foreningens hensigt at benytte stedet til forskellige aktiviteter inden for reglerne for, hvad der må foregå på en privat grund.
Hvilke aktiviteter? spurgte vi landssekretær for Retten til Liv, Ellen Højlund Wibe:
– Det vil være visse symbolske markeringer, for eksempel den 13. juni og den 1. oktober, der markerer henholdsvis loven om og indførelsen af den fri abort i Danmark.
Hvordan vi I markere det?
– Det kunne for eksempel være ved at sætte flaget på halv eller holde en gudstjeneste. Vi vil ikke skabe karambolage i forhold til kommunen eller engagere os i lokalpolitiske uoverensstemmelser.
– Men vi kan nok ikke undgå at forarge nogen. Vi vil understrege, at ingen politisk instans kan ændre på, at stedet er indviet til Abortmindelund med bøn og velsignelse. Derfor skal sagen ikke være tys-tys, siger Ellen Højlund Wibe.
Danmarkskort og søjler er væk, men en mindesten med et citat af Kaj Munk har fået lov til at blive stående. Mindestenen blev afsløret i 1999 på 55-årsdagen for Kaj Munks martyrium.
På stenen står: Hvad har de gjort os?
Kaj Munk markerede sig skarpt i kampen mod abort, som man dengang kaldte fosterfordrivelse.