Optimistiske brødre imponerer
Det kan være svært at gå i fodsporene på andre. Ikke mindst når ens søster er Rebecca St. James – et veletableret navn på den kristne musikscene.Men For Kings & Country fortjener ikke, at de bliver kendt som brødrene til deres kendte søster. De har lavet et fremragende debutalbum.
Første nummer er den smukke og optimistiske Light it up, som opfordrer dig til at være dig selv uanset hvad. Herefter bliver man ledt videre til pop/rock sangen The Proof of Your Love. Joel og Lukes smukke stemmer er ikke langt fra Bonos, med en lille smule af Kevin Max. Genren er i samme stil, selvom den er lidt mere poppet. Det er en blanding af U2, Newsboys, Kings of Leon og The Fray. Der er gods i de optimistiske tekster, som handler om forholdet til Gud og forholdet til andre mennesker.
Albummet varierer mellem poppede ballader og mere rockede numre på en meget varieret måde, så man aldrig for alvor bliver træt af at lytte til det. Det er generelt et meget helstøbt og sammenhængende album, som hurtigt kommer til at køre på repeat på anlægget.
Der kan nogle gange være lidt tendens til noget sukkersødt boyband-føleri i enkelte af numrene. Det kan selvfølgelig være et plus for nogle, det er det ikke for mig. Det skal retfærdigvis siges, at det kun er ganske få gange. Og det skal understreges, at albummet langt fra kun er henvendt til piger. Jeg tror, mindst lige så mange fyre vil kunne lide det. Jeg har i hvert fald selv nydt det mange gange.
Det er svært at forestille sig, at vi ikke ser meget mere til de to unge fyre i fremtiden. De har udseendet, men så sandelig også musikken med sig, og er man til denne genre, så kan albummet klart anbefales.
Henrik