Russisk rockband i Strandkirken
Det russiske rockband Drusjki deltager i gudstjenesten i Karlslunde Strandkirke søndag den 18. marts og Aktiv Missions årsmøde samme dag og sted.
Når jeg ikke var i kælderen, pushede jeg på gaden og fik tæsk af politiet, men abstinenserne var de værste. Det siger Artyom Khrustalyov fra det russiske rockband Drusjki, som besøger Strandkirken i Karlslunde søndag den 18. marts. Det sker i anledning af missionsorganisationen Aktiv Missions årsmøde.
Drusjki bruger musikken til at bekæmpe det voksende narkomisbrug i Skt. Petersborg, hvor bandmedlemmerne kommer fra. De har selv levet et hårdt liv som stofmisbrugere, men er hver især kommet ud af det, da de fik et møde med Gud. Bandet spiller koncerter i blandt andet ungdomsfængsler, på rehabiliteringscentre og tekniske skoler, hvor de samtidig deler deres enestående vidnesbyrd med mennesker, der mangler støtte og håb.
Drusjki deltager i gudstjenesten i Karlslunde Strandkirke søndag den 18. marts kl. 10.30 og i missionsorganisationen Aktiv Missions årsmøde, som foregår kl. 13-15 samme sted.
/sl