Giv den lige en tand mere!
Vores yngste datter er kommet i rokke-alderen. Eller hendes tænder er. Det skal jo til, men den seneste fældning var lige ved at blive en tand for spændende.
Jeg var ellers meget tilfreds med, at det nu var tid til at skifte fortænderne i overmunden ud. Den ene var lidt en plet på hendes søde smil, fordi den var blevet grå efter et par uheldige fald-ulykker.
Så en fredag kom hun hjem fra skole og havde slået tanden IGEN. Den var nu så løs, at den sad og dinglede på sin plads. Troede jeg. Jeg fik lov til at hive i den, så jeg tog godt fat, gav et let vrid i håndleddet (det plejer at virke) og hev til. Det virkede ikke. Tanden blev siddende, og ungen stak i et øresønderrivende vræl, mens blodet begyndte at dryppe ud af munden på hende.
Vi udsatte operationen til næste morgen. Men nu var hun blevet mindre overtalelsesvillig. Jeg var nødt til at bestikke hende med et spil Kalaha. Desværre var resultatet det samme som før. Frem med Peter Plys-spillet. Hiv i tanden. Vrælende unge. Yatsi. Flere hiv. Flere spil. Til sidst var vi helt udmattede af at spille og hive i tanden. Og det var lige der, det gik op for mig, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg havde simpelthen luret tanden dens hemmelighed af, og jeg var overbevist om, at jeg ved næste forsøg havde den i min hule hånd helt bogstaveligt. Desværre var det for sent. Hun havde fået nok af alt det hiveri og nægtede at åbne munden mere den dag.
Udmattede gik vi i seng. Da roen var faldet over huset, og vi alle lå i vores sødeste søvn, blev jeg vækket af forsigtige skridt ved sengen. Der stod hun og smilede tandløst i mørket og annoncerede, at tanden var faldet ud helt af sig selv, mens hun sov. Og det blødte ikke engang!
Sådan går det nogle gange. Vi kan slide og slæbe for at løse noget, der er gået i hårdknude. Ind imellem ser det ud til, at ingenting hjælper. Men pludselig er problemet løst, og det helt uden besvær. Skal man så lade være med at kæmpe for 
de ting, man gerne vil opnå? Nej, langt fra. For der var nok ikke sket så meget den nat, hvis vi ikke havde forberedt det dagen i forvejen
Af Heidi Bobjerg
programmør og cand.mag. i russisk
