Jarnvig: ’Jeg har aldrig oplevet noget lignende!’

Tv-meteorolog Mikael Jarnvig har været i Nordkorea med fødevarehjælp. Han viser film og fortæller om sine intense oplevelser på Missions Østs årsmøde i Karlslunde Strandkirke søndag den 29. april.
– Det er forfærdeligt at se, hvordan de nordkoreanske børn ikke får mad nok. Jeg har aldrig set noget lignende, og jeg har stadig svært ved at slippe oplevelserne. Samtidig er det helt utroligt opmuntrende at se, hvilken kæmpe forskel nødhjælpen gør for børnene, siger Mikael Jarnvig, der er ambassadør for Mission Øst.
De seneste to år har naturkatastrofer forværret situationen i Nordkorea, hvor der er konstant mangel på mad. Store dele af befolkningen er præget af langvarig underernæring, og op mod 400.000 børn har alvorligt brug for hjælp, hvis de ikke skal bukke under. Mission Øst er den eneste danske hjælpeorganisation, der uddeler fødevarehjælp i Nordkorea.
/sl