Web-kommunikation kan give flere kirkegængere
Kirker har god grund til at satse på hjemmesider, SMS, elektroniske nyhedsbreve og Facebook.
Mange kirker tager nu medierne i egne hænder og fortæller kirkens gode historier gennem digitale medier. På den måde opvejer de mediernes ensidige omtale af tomme kirker, kirkelukninger og splid mellem kirkens fløje.
En undersøgelse foretaget af it-firmaet KirkeWeb viser, at det styrker kontakten til sognet, når kirker gør brug af internettets muligheder.
Ud af de 40 kirker, der deltog i undersøgelsen, svarede 38 procent, at deres brug af internettet er direkte årsag til, at de har fået deres kommunikation ud til flere personer.
– Folk får ikke mindre lyst til at komme i kirke, fordi de nu kan besøge en hjemmeside, modtage et nyhedsbrev eller maile med præsten. Tværtimod giver de nye kommunikationskanaler mange lyst til at bevæge sig ind i kirkerummet og være en del af fællesskabet, siger kommunikationscef i KirkeWeb Peter Fischer-Nielsen. Han forsvarede sidste år en ph.d.-afhandling om folkekirkens internetkommunikation.
Peter Bjørn Hansen er en af dem, der har oplevet en direkte effekt af kommunikationsindsatsen på internettet. Han er præst for Hørehæmmede Øst for Storebælt og oplever, at deres hjemmeside har trukket flere deltagere til gudstjenester og foredrag.
– Det er blevet meget lettere at få informationerne ud, og folk bruger hjemmesiden flittigt til at orientere sig om begivenheder og muligheder for transport, fortæller Peter Bjørn Hansen.
Også i Vor Frue Kirke i Aarhus har web-kommunikationen resulteret i flere i kirken.
– Vi har aldrig haft så mange gæster i kirken som nu, og vores hjemmeside er en vigtig årsag til det, fortæller Stig Mathiassen, der er menighedsrådets web-ansvarlige.
Interessen kan aflæses direkte i besøgstallene på kirkens hjemmeside. I februar 2012 var det vokset til 1.724 månedlige besøgende fra kun 1.055 om måneden i 2011.
KirkeWeb har leveret web-løsninger til 75 danske kirker, provstier og foreninger siden virksomheden startede i 2009.
/sl