”Leverpostejsbog”

– mætter uden at være fantastisk
Denne bog lever ikke op til at være så fantastisk, som salgsteksterne bag på den gør den til. Det er for meget at påstå, at man simpelt hen ikke har råd til at gå glip af den, og at man bliver radikalt forandret af den.
Men når det er sagt, skal det også siges, at vurderet alene på indholdet kan bogen godt være værd at læse. Man kan måske kalde den en ”leverpostejsbog”. Den mætter uden at være den store oplevelse.
Forfatteren er præst i Willow Creek-kirken Saddleback Church i USA. Hans sigte med bogen er at undervise i bibelske principper for, hvordan vi skal omgås hinanden, så vi bliver til velsignelse for hinanden. Men samtidig understreges det, at det, vi skal, kan vi kun i Guds kraft.
Nogle af de spørgsmål, der bliver taget op, er: Hvordan kommunikere ærligt uden at fordømme andre? Hvordan tackle uenighed? Hvad stiller man op med forkerte følelser? Hvordan være både ydmyg og have ambitioner?
Bogen er bygget op i 40 kapitler, som forfatteren lægger op til, at man læser ét af hver dag hen over 40 dage. Hvert kapitel bliver resumeret i et par sætninger og med et spørgsmål til overvejelse. På den måde bliver man hjulpet til at huske hvert kapitels hovedpointe og udfordret til at tage den ind over sit eget liv.
Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog og kan forstås af alle, også nye kristne.
Ove Klausen

Tom Holladay: Kærlighed & relationer
336 sider 245 kroner Purpose Driven Danmark