16 kirker lukkes i København
Københavns Stiftsråd peger på 16 kirker, som må tages ud af daglig brug i København.
Det drastiske forslag skal ses på baggrund af udviklingen de seneste 50 år, hvor mange bydele i København har faldende indbyggertal. Samtidig har Hovedstaden et markant fald i medlemsskabet i folkekirken.
– Det er en svær beslutning at lukke en kirke. Det er et hus, der rummer mange følelser, fordi man har siddet der med glæde over nyt liv, over ungdom, over forelskelse og kærlighed, og man har siddet der med sorg, siger Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen.
Beslutningen har da også vakt protester fra syv af de lukningstruede kirker. Flere af kirkerne er godt besøgt, har god økonomi og høj aktivitet. Det gælder bl.a. Ålholm Kirke i Valby.
De berørte menighedsråd kan gøre indsigelser indtil november, hvor Stiftsrådet skal give sin indstilling om lukning af kirker til kirkeministeren.
/sl