Behov for træning i profeti

– Alle, der er født på ny og har modtaget Helligånden, kan høre fra Gud, siger Anita Giovanoni.
Hun er i Danmark sammen med Paul Bevan og André Coetszee for at undervise om, hvordan kristne kan modtage kundskabsord og tale profetisk. Kurset holdtes på Kolding Internationale Højskole.
Ved et åbent møde profeterede hun over tilfældige personer i den fyldte højskolesal.
Selv sad jeg på allerbageste række og var uopmærksom, da hun bad mig om at rejse mig. Derefter kom hun med nogle præcise ord, som passede rammende på min situation. Hun havde aldrig set mig før, var netop ankommet fra Sydafrika, og ingen vidste, at jeg ville komme til det møde. Og selv om nogen skulle have hvisket det til hende, så ville hun ikke vide, hvad jeg kun har talt med Gud om i min bøn – med mindre altså, det er Gud, der inspirerer hende…
Andre tilstedeværende får også præcise hilsner fra Gud, som netop passer ind i deres situation. Ved de kommende samlinger gentager det samme sig igen og igen.
Jeg får et interview og spørger på læsernes vegne:
– Ved du på forhånd, hvad du skal sige?
– Nej, det gør jeg som regel ikke. Jeg ser mennesker, og så ved jeg i min ånd, at jeg skal sige noget til dem.
– Får du så en besked fra Gud?
– Nej, men når jeg åbner munden og begynder at sige noget, så kommer det.
– Er du ikke nervøs, for at du skal tage fejl?
– Nej, ikke mere. Det var jeg for 25 år siden. Men nu ved jeg, at Gud bruger mig og at Helligånden inspirerer mig til det, jeg skal sige.
Men bagefter kan jeg godt blive nervøs for, hvad jeg har sagt. For det overrasker også mig. Men imens jeg giver ordet, er jeg helt tryg.
– Kan du selv bestemme, hvornår du vil sige noget?
– Ja, når som helst.
– Også nu? Kan du fx profetere over Udfordringen?
– Jeg kunne, men jeg kan også lade være, smiler hun.

– Profeters ånd er profeter lydige, står der i Bibelen. Derfor kan jeg sige nej, hvis fx mennesker vil presse mig til at profetere om dem. Jeg er jo ikke en spåkone. Spåkoner betjener sig af falske ånder, som af forskellige grunde kan sige dem noget om fortiden. Men om fremtiden ved de ingenting. De påstår måske noget, men hvis det kommer til at passe, er det kun tilfældigt, eller fordi mennesker kommer ind under en ånd af frygt, så de handler derefter.

– Hvordan ved vi så, om noget kommer fra Gud eller fra falske ånder?
– Det kan man bedømme, hvis man har Helligånden. Så kan du mærke det. Så kender du Guds stemme. I 1. Korinterbrev 14,3 står der, at profetiske ord gives for at bekræfte og støtte og trøste.
Helligånden giver os evnen til at bedømme, ligesom vi har adgang til alle de andre ni nådegaver, som er omtalt i 1. Korinterbrev kap. 12.
– Kan alle kristne, som er født på ny, profetere?
– Ja, det er til rådighed i Helligånden. Vi kan alle lytte til Gud og modtage vejledning til os selv og andre. Men ikke alle gør det. Og det skyldes især den uvidenhed, som findes.

– Der undervises alt for lidt. Jeg tror, det skyldes, at profeti ligesom evangelisation er tjenester, der er beregnet til at nå mennesker udenfor kirken. Derfor er kirkerne ofte mere optaget af at få kirken til at fungere. De tænker ikke altid på folk udenfor kirken.
Jeg ser min opgave som en, der udruster de kristne til at gå ud og bruge de åndelige gaver og dermed til at nå mennesker med evangeliet. Hvis du taler profetisk ind i et menneskes liv, så vil det lytte til dig.
– Hvordan lærte du selv om disse ting?
– Det var svært, for da jeg opdagede, at jeg havde et kald til dette, var der ingen, jeg kunne spørge.

– Har du altid været kristen?
– Jeg er opdraget i en katolsk familie. Så jeg var troende, men det var hovedsagelig fordi jeg frygtede helvede. Min familie var traditionelle religiøse. I kirken lærte vi mest om kirken, men ikke meget om Jesus. Derfor havde jeg ikke en personlig og levende tro. Jeg synes, at kirken var kedelig. Men i mit indre hørte jeg fra Gud.
Jeg er født i London. Under krigen sejlede min far rundt om Cape og besluttede, at her ville han bo. Så han tog familien med til Sydafrika. Jeg var kun tre år, men jeg beholdt mit pas, og det var en stor fordel i de år, hvor verden hadede Sydafrika på grund af apartheid-politikken. Jeg kunne rejse frit.
Jeg giftede mig med en katolsk mand, men heller ikke han havde en levende tro.
– Hvordan kom du så til at profetere?
– Jeg tog med til en kvindefrokost i en karismatisk kirke. Da taleren spurgte, hvem der ville give sit liv til Jesus, tænkte jeg: Jeg er døbt og konfirmeret, men Jesus har jeg da ikke taget imod. Så jeg rakte hånden op. Jeg var da 33 år…
Jeg havde aldrig haft en bibel, og den første, jeg købte, var en gammeldags King James version, som jeg ikke forstod.
Så jeg købte i stedet en børnebibel med billeder, og den var meget bedre at forstå!
Men der gik to år, før jeg blev døbt og begyndte at komme i en baptistkirke. Heller ikke da følte jeg noget stort, men mine øjne blev åbnet. Jeg forstod, at jeg havde et kald til en tjeneste, – selv om der ikke var meget plads til kvinder i kirkens tjeneste dengang.
Jeg læste mange bøger om det profetiske. Jeg undersøgte, om der fandtes en profet i mit land og fandt frem til Ed Traud. Jeg skrev til ham og tre måneder efter, fik jeg svar. Han inviterede mig til et møde, som foregik lørdag aften. Det var ikke nemt at slippe væk fra familien, men der fik jeg en profetisk bekræftelse på mit kald.

– Var du glad for det?
– Nej, det var flovt. Jeg var meget genert dengang. Jeg brød mig ikke om, at alle skulle se på mig. Men herefter kom jeg i gang med at undervise i små grupper og privat.
Jeg var forretningskvinde og solgte sko og blomster. Jeg spurgte min præst, om jeg ikke måtte holde en seminarrække i kirken. Men han svarede: Nej i år skal vi have seminar om ægteskab. – Ok, men hvad så med næste år? – Nej, da skal vi have om evangelisation. – Men så det tredje år? – Vi må se…
Selv om der ikke blev hverken et seminar om ægteskab eller evangelisation, fik jeg ikke lov. I stedet kunne jeg få lov at lede en cellegruppe – i min mands navn. Vi skulle bare gennemgå præstens prædiken for at se, om vi havde forstået den. Men jeg tilføjede altid nogle profetiske ord. Og det tiltrak mennesker udefra. Gruppen voksede til 50 personer. Min mand sørgede for, at vi kunne bruge hans mødelokale.

Senere kom jeg tilfældigt i kontakt med afrikanske kirker i Zambia, og gennem dem i kontakt med danske missionærer, og nu har jeg været inviteret til Danmark flere gange.
Min tjeneste er vokset, jeg har trænet tusinder af profeter på uge-seminar rundt om i verden, smiler Anita.
– Har du et ord til Danmark?
– Ja, I danskere skal eksportere jeres hjerner og dygtighed, jeres uddannelse, design, osv. I er så små som nation, men I har en stor opgave ude i verden.
– Åndeligt set føler jeg, at I er meget travle og ordentlige. Der mangler noget frihed.
Der er mange lommer af kristne, som forsøger at drive venskabs-evangelisation. Men uden Guds overnaturlige kraft bliver det ikke til meget. Folk har brug for mere end ord – for at se noget, der er autentisk. Se Guds kraft i funktion.