Jesus fejres i Randers C

Jesus Manifestationen vil samle kristne fra hele landet til et offentlig arrangement med fokus
på Jesus. Flere kirker i Randers er klar til en fejring midt i byens centrum.
På lørdag er der for anden gang Jesus Manifestation i Randers. Med et alsidigt program sætter en række kirker en fejring af Jesus på byens dagsorden.

Johannes Hansen opfordrer kristne til at vise danskerne hvem Jesus er.

Forbilledet for arrangementet er Sverige. Her har man set over 20.000 mennesker samlet til Jesus Manifestationen. Sidste år fik man i Danmark en mere beskeden start. Ca. 500 deltagere mødte op til en regnfuld eftermiddag i Tronholmparken i Randers.
I år er programmet udvidet til også at omfatte flere happenings på Rådhuspladsen og på Østervold fra kl. 11.00 om formiddagen. Der bliver trylleri, sang og musik, og der bliver vist tjenersind, idet flere fra lokale kirker iførte ens t-shirts vil samle affald. Andre vil vaske bilruder.

Fra kl. 14.00 kan deltagerne hygge sig i Tronholmparken og kl. 15.00 starter det officielle program til selve fejringen. Johannes Hansen, præst i Apostolsk Kirke i Aalborg, deltager som en af talerne:
– Personligt finder jeg det interessant, at der med Jesus-Manifestationen gives en mulighed for, ikke bare at mødes som kristne udendørs, men at proklamere Kristus i det offentlige rum. Han er den retmæssige konge og Herre også i vores nation – et faktum, som de fleste danskere ikke er bekendt med. Langt mindre hvad det kan betyde ind i deres liv, dersom de anerkender det, siger Johannes Hansen, og tilføjer:
– Der foruden ligger det tværkirkelige element af Jesus-Manifestationen mig meget på hjerte. For at manifestere Jesus overfor vores samtid i al hans storhed og skønhed, er der brug for at hele Hans legeme bliver synligt og ikke bare en enkelt del.

Link til Sverige

Undervejs i programmet kobles deltagerne på Jesus Manifestation i Sverige med en Skypeforbindelse.
– Hvis ellers teknikken vil, lyder det forventningsfuldt fra arrangør Christen Lundager. Han håber på, at kristne fra hele landet vil bakke op om eventet, og glæder sig over at Randers borgmester Henning Nyhus Jensen igen i år har sagt ja til at holde åbningstalen.
Lisbeth