Biskop opmuntrede 46 migrantpræster

Stil kritiske spørgsmål til folkekirken, sagde Niels Henrik Arendt til migrantpræsterne.
I Kristi Himmelfartsferien var 46 migrantpræster fra 29 migrantmenigheder med rødder i Afrika, Asien, Mellemøsten og Centraleuropa samlet til InspirationsDage på Brogården i Middelfart.

Arendt talte til deltagerne, som kom fra 20 forskellige nationer.

Her mødtes de med repræsentanter for dansk kirkeliv for at udveksle erfaringer og udforske muligheder for, hvordan samarbejdet mellem det etablerede kirkeliv og Danmarks godt 220 migrantmenigheder kan styrkes.
Omkring 50 folkekirker udlejer i dag lokaler til en eller flere migrantmenigheder. Biskop Niels Henrik Arendt var en af oplægsholderne på konferencen, og han mener, begge parter kan inspirere hinanden i en tid, hvor fristelsen til at lade samfundets dagsorden præge kirken er stor:
– Mange af jer synes måske, at den danske folkekirke er kommet til at ligne det øvrige samfund for meget – at den er blevet for verdslig. I skal blive ved med at stille de kritiske spørgsmål, for danske kristne er lige så udfordrede som jeres menigheder til at falde for fristelsen til materialisme og magt. Lad os inspirere hinanden til at forblive kristne i Danmark, sagde biskoppen blandt andet og glædede sig over, at migrantpræstedagene, der i år blev holdt for fjerde gang, er med til at skabe synlighed om de mange migrantkirker og deres gudstjenesteliv, ressourcer og visioner.
InspirationsDage for Migrantpræster var arrangeret af Danske Kirkers Råd, Apostelkirken Vesterbro, Church of Love, Kirkernes Integrations Tjeneste, International Christian Community, Folkekirkens Migrantarbejde og Tværkulturelt Center, der var tovholder.
/sl