30 år med passion for Bibelens budskab

Leif Nielsen har siddet i Bibelselskabets bestyrelse i 30 år.
Leif Nielsen kan snart fejre et jubilæum af de sjældne. I år har han siddet i Bibelselskabets bestyrelse i 30 år, men i forbindelse med repræsentantskabsmødet torsdag den 24. maj trådte han ud. Vi har mødt baptisten fra Tølløse.

Leif Nielsen

68-årige Leif Nielsen, Tølløse, har været medlem af Bibelselskabets bestyrelse siden 1982.
Grundstenen blev lagt i 1966, da han blev ansat som lærer ved Baptisternes Skoler i Tølløse og kort tid efter blev opfordret til at lede baptisternes lokale søndagsskole. Det gav ham kontakter i resten af landet og i Europa, og hans viden og erfaring førte ham senere ind i Evangelisk Frikirkeråd.
I 1980 blev rådet opfordret til at sende en repræsentant til Bibelselskabets børne- og ungdomsudvalg. Det var oplagt at pege på Leif Nielsen, der to år senere blev valgt ind i Bibelselskabets bestyrelse.

Vokseværk

På den tid havde Bibelselskabet kontor på et loft i Købmagergade. Der var blot tre ansatte, og Niels Jørgen Cappelørn var netop blevet ansat som generalsekretær. Økonomien var udelukkende baseret på salg af bibler og salmebøger – et salg, der skete gennem Haases Forlag.
– Få år senere besluttede vi, at vi selv skulle overtage forlagsarbejdet. Vi satte større fokus på udgivelser til børn og unge og af undervisningsmateriale i det hele taget. Samtidig var der rigtig gang i arbejdet med den nye oversættelse, der udkom i 1992. Det betød, at vi fik brug for mere plads og flere medarbejdere, siger Leif Nielsen.

Indpakningen er vigtig

For ham er Bibelen en naturlig ledsager i hverdagen. Men han erkender, at sådan er det ikke for alle, og derfor skal Bibelselskabet hele tiden finde nye måder at få Bibelen ud på.
– Bibelen har det ikke på samme måde, som den havde for 30 år siden. En stor del af salget af bibler og salmebøger er forbundet med de kirkelige handlinger som konfirmation og bryllup, men det antal er faldet, og samtidig er det ikke længere en selvfølge, at man bliver forsynet med sin personlige bibel og salmebog.

Samme budskab

– Derfor må vi hele tiden tænke på, hvordan vi kan få udbredt bogen på andre måder, siger Leif Nielsen og peger på den netop udkomne udgave af Den Nye Aftale.
– Den er jo kommet i otte forskellige udgaver som et udtryk for, at vi må henvende os særskilt til de forskellige målgrupper. Nok er budskabet det samme, men skal vi have nye læsere med, er det ikke ligegyldigt med indpakningen, siger han.

Fortsat en aktiv fritid

Leif Nielsen er et engageret menneske, der går op i de opgaver, han bliver betroet. I 1990 blev han forstander på Baptisternes Skoler i Tølløse – et job, han bestred indtil sin pensionering i 2007. Han er fortsat kasserer i baptistmenigheden i Tølløse, ligesom han er sekretær i UNICEF-komiteen i Holbæk.
Leif Nielsen er gift med Karen, som han mødte i de unge dage på seminariet, og sammen har parret to børn, der har givet dem fire børnebørn.
Af Bo Nygaard Larsen