Der er altid et alternativ

Nogle gange kan man godt synes, at vi som kristne hele tiden halter lidt efter kulturen. Det handler mest om at finde måder, vi kan omgås eller favne kulturen i Danmark på, uden at gå på kompromis med vores tro.
For eksempel når det handler om sex.
Vores kultur siger, at sex handler om nydelse og begær. Mig, mig og mig. Kvinden er mandens legetøj til at blive tilfredsstillet, og manden er kvindens redskab til at føle sig elsket og set. Sådan ser det ud, når jeg ser tv eller snakker med ikke-kristne venner. Det er blevet fordrejet.
Men hvad nu, hvis man ser det fra Guds perspektiv? Hvordan ser sex så ud? Handler det så ikke meget mere om trofasthed, sjov, tryghed, og dyb respekt og kærlighed mellem hinanden? Hvis du er kristen, så prøv at tænke igennem, hvordan Guds alternativ til verdslig sex ser ud?

Gud har altid et alternativ til den verden, vi ser rundt omkring os. Også alt det i verden, som er attraktivt for os. Der er ikke altid brug for et alternativ, men ofte er der.

Eller hvad med at drikke sig fuld? Hvad er Guds alternativ til det? Svaret står i Bibelen, hvor Paulus siger, at vi skal lade os fylde af Guds Ånd i stedet for at drikke os fulde. Måske kunne han huske, hvordan Jesu disciple havde opført sig på Pinsedag. Da blev de fyldt af Guds Ånd, og folk troede, de var fulde. Det må have set sjovt og mærkeligt ud!

Jeg besøgte engang en stor kirke, hvor der en aften blev bedt for mennesker. Det foregik ret enkelt ved, at vi stillede os på nogle lange rækker, og så kom forskellige folk fra kirken og lagde hænderne på os – helt kort. Der skete en masse, og det sjove var, at folk virkelig så ud, som om de var fulde! De kunne ikke stå normalt, selvom de prøvede. Mange grinede både dumt og hjerteligt. Da jeg så det, så tænkte jeg på, at Gud selvfølgelig har et alternativ til alt det, som ”verden” og kulturen gør. Og hans alternativ altid er bedre! Han er jo skaberen.
Jeg vil opmuntre dig til at turde at søge efter Guds alternativer. For Guds alternativer bringer i sidste ende liv, helhed og lykke. Dét du faktisk længes efter. Det gør ”verdens” veje ikke – tværtimod…

Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk