Helligånden belyst
Richard Müllers studiemateriale om Helligånden er et godt bud på pinse-læsning.
Der var engang, hvor Adventistsamfundet blev betragtet som en sekt i den brede offentlighed. I dag er der en betragtelig større anerkendelse at spore, og betegnelsen frikirke er nu den, der oftest ses.
Denne lille bog om Helligåndens gerninger er skrevet af Dr. Richard Müller, der er tilknyttet Adventistkirken. Bogen så egentlig dagens lys i form af et korrespondance-kursus, men nu er studiehæfterne blevet samlet og udgivet i bogform.
Bogen er et sympatisk bekendtskab, og emnet er vigtigt. Grundlæggende handler bogen om Gud, som han åbenbarer sig i Treenighedens Helligånd:
Mangt og meget er skrevet om Guds Ånd, Helligånden. Mangt og meget er sket i Helligåndens navn. Men var det også altid ham, der stod bag? Derfor er det vigtigt, at enhver kristen, der tager sin tro alvorligt, er lydhør over for Helligånden, og hvordan den først og fremmest taler til os igennem Bibelens ord (s. 12).
Bogen bæres af en økumenisk ånd; det kan dog ikke skjules, at forfatteren er skeptisk over for visse dele af de ny-karismatiske bevægelser, specielt hvor de ønsker at involvere sig politisk; dette sidste ser han på sigt som en trussel mod religionsfriheden.
Der er interessante afsnit om Bibelens selvforståelse, om vidnesbyrd for Bibelens autencitet fra fx opfyldte profetier og arkæologien, og vi hører om Luthers søgen efter den retfærdige Gud. Både sproget og præsentationen er lettilgængelig. Ingen akademiske dikkedarer her, ingen fodnote-vrimmel, men først og sidst: soberhed.
En inspireret, inspirerende og indlevet opfordring til at prøve ånderne og tage Helligånden til sig. Et glimrende bud på pinse-læsning.
Richard Wilhelm Müller:
En lille bog om Hellig-
åndens store gerninger
171 sider 100 kr.
Lux Lucet Forlag