Hvad er sandhed?
Af Frede Rasmussen
Tidl. præst i Pinsekirken, ÅrhusI dette skriftafsnit mødes to modsætninger her i livet, sandhed og løgn. De fleste kender sikkert udsagnet om, at Sandheden er det første offer i enhver krig! Vi er alle deltagere i denne krig, der handler om evnen til at forstå den sandhed, der alene kan gøre os virkelig frie.
Da Jesus begynder at fortælle jøderne, at han til punkt og prikke udfører Faderens vilje, og kun siger det, Faderen vil, han skal sige, kommer mange til tro på ham. Herligt! Succes, voksende menighed!
Men når han så begynder at tale om, at de skal blive i hans ord, være hans disciple, og lære sandheden at kende for at blive virkelig frie, gør de oprør. Hvad bilder du dig ind, vi har aldrig været nogens trælle! Sandheden kom pludselig tæt på og blev ubehagelig. Det bliver den tit, når man uforberedt møder den.
I min tidlige ungdom, som værnepligtig, kom jeg på befalingsmandsskole. I det halve år det varede, blev vi observeret både intellektuelt og fysisk.
Da skolen var slut, blev holdet kaldt ind i en sal, hvor vi skulle gennemlæse en vurdering om os selv og underskrive den som bevis på, at vi havde læst den.
Jeg glemmer aldrig den dag, den sidder for evigt i min hukommelse.
Den første halvdel af udtalelsen var positiv og beskrev mine gode sider.
Den anden del beskrev de negative, og det gjorde mig så vred, at jeg var tæt på at lave en scene med bl.a. at rive papiret itu for øjnene af lærerne.
Lige i det øjeblik lød der en stille stemme i mit indre: Frede, er det ikke lige så sandt, som den første del? Efter en kort, men ærlig eftertanke, måtte jeg erkende, at hvert eneste ord var sandt. De havde virkelig ramt plet. Sandheden havde provokeret mig så meget, at jeg var parat til at benægte den.
Sådan er det med Guds ord, det udfordrer os, afslører os og eksponerer os for os selv. Det sværeste er nemlig at erkende sandheden om os selv. Og det er Guds ord og Guds Ånd gode til at vise os, vor sande tilstand.
Tænk bare på dem, der har et afhængighedsforhold til alkohol, euforiserende stoffer, eller andet.
Det er først den dag, de ærligt bekender deres magtesløshed over for deres afhængighed, de kan blive hjulpet ud af forholdet.
Det samme gør sig gældende, hvis man er bitter, vredladen, nærig – eller ganske enkelt den måde man omgås sandheden på i ord eller på skrift.
Ligger vi under for dette eller andre ting, som Jesus kalder synd, er vi ikke frie mennesker. Men her kommer Jesus ind på banen og tilbyder os alle at blive frie. For han kommer med en af de stærkeste udtalelser i NT: Hvis altså sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.
Ham, som lidt senere kalder sig selv for vejen, SANDHEDEN og livet er den eneste, der kan gøre os virkelig frie. Fri fra alle bånd og negative ting fra fortiden eller forfædrene, ting der nemt kan forpeste et ellers dejligt liv.
Den frihed kunne få en apostel Peter til at sove trygt og fast i fængslet, selv med en dødstrussel hængende over hovedet, eller få den første generation af kristne til at gå syngende i døden i en arena fyldt med vilde dyr.
Det er en frihed, der løser os fra begær, egoisme, ligegyldighed og åndeligt hovmod. De menigheder der er fyldt med frie mennesker, er virkelig himmel på jord.
Tør vi bede Jesus vise os, hvem vi virkelig er? Og er vi parate til at lade ordet være vor dommer? Det er alligevel det, der skal ske til sidst, for Jesus siger i Johannesev. 12:48, at ordet på den yderste dag skal dømme os!
Lad os acceptere sandheden i dag, bekende eventuelle svagheder, som alligevel hæmmer vort liv. Det er virkelig befriende, og sandheden kommer alligevel altid frem engang!
