Min bodyguard

Ferietiden står for døren, kufferten skal pakkes, og enhver ved, at passet er den vigtigste ting, man skal huske. Men én ting, som næsten er vigtigere end et pas – er Den Hellige Ånd.
Jeg har lige været i Italien i en måned, jeg kan ikke forestille mig at rejse uden, at HAN er med. Han var ikke pakket ned i kufferten sammen med tøj, toilettaske og tunge bøger, nej han var lige ved min side, som en usynlig, men fast følgesvend.
De gange hvor jeg under rejsen var træt, sulten og udmattet, fordi jeg for 117. gang var gået vild inde i Venedigs små labyrintiske gader, satte Den Hellige Ånd straks en person foran mig, som med et stort smil guidede mig derhen til, hvor jeg skulle.
På et tidspunkt under rejsen skete der dog noget, som var ved at slå mig helt ud. Jeg stod midt i Venedig og havde ikke flere penge. Heldigvis var der også i denne by en bank og en hæveautomat. Som sædvanlig stak jeg mit hævekort ind i automaten, tastede koden og trykkede på godkend-knappen. Forkert kode stod der, og mit kort blev spyttet ud igen. ”Det er da bare løgn”, tænkte jeg. Selv om jeg prøvede at vende kortet på alle mulige ledder og kanter og trykkede både let og hårdt på alle knapperne, stod der de samme ord i displayet: Forkert kode.
Jeg begyndte at få is i maven, for jeg vidste, hvor svært det er at være ude i det store udland uden penge på lommen. Og har man ikke sin kode til at hæve penge med, er man ” lost for ever”. At jeg vitterlig havde tastet en forkert kode var fuldstændig umuligt. Jeg var urokkelig i min overbevisning om, at det var den rigtige kode.
Efter et par dage uden penge ringede jeg til min bank i Danmark og næsten råbte ind i røret: ”Hvad skal jeg gøre”. Den søde og venlige bank-kvinde fortalte mig, at hvis de skulle sende mig en ny kode, ville det tage lang tid. Og hvor skulle de sende den hen til i Italien?
Nu var jeg grædefærdig, og panikken spredte sig. Mærkeligt nok havde jeg ikke kontaktet min ven, Den Hellige Ånd, men nu var tiden kommet, og jeg sagde: ”Åh, Hellige Ånd, kom og hjælp mig.” Og hjælpen kom straks. Den Hellige Ånd talte til mig og gav mig en ny kode, den rigtige kode, og vupti, pengene blev rullet ud af hæveautomaten. Jeg dansede rundt på gaden, og glæden i mit ansigt strålede om kap med den stærke italienske sol.

Jeg var glad over endelig at have fået penge mellem hænderne, men endnu mere glad var jeg, for at jeg havde husket at tage den Hellige Ånd med på min lange rejse. Den Hellige Ånd er min bodyguard, min hjælper, min ven. Jeg ved, at han altid er der for mig, klar til at opmuntre mig og give mig kraft og styrke – når rejsens besværligheder bliver for uoverskuelige.

Af Henriette Bjarne Hansen
Freelance-journalist