Miraklernes tid – og sted?

”Miraklet i Lourdes” undersøger tro og tvivl.Miraklet i Lourdes er en besværlig film, der befinder sig midt mellem tro og tvivl. Det er ikke nogen let film at se, men den er dybt tilfredsstillende, hvis man tør læse mellem linjerne.
Christine (Sylvie Testud) har tilbragt størstedelen af sit liv bundet til en kørestol, ude af stand til at bruge sine arme og ben. Selv om hun har et kritisk sind og midlerne til at søge lægebehandling, har hun begivet sig på en pilgrimsrejse til Lourdes, en landsby i det sydvestlige Frankrig, hvor 14-årige Bernadette Soubirous skulle have set Jomfru Maria i 1858, og som efter sigende har en underjordisk kilde, der kan helbrede legemet, hvis man bader i den. Christine deltager næsten modvilligt i gudstjenester og de hellige bade, men – halleluja! – Christine er tilsyneladende valgt blandt de hundredtusinder af pilgrimme til at være modtager af et ægte mirakel, og hun genvinder langsomt brugen af sine lemmer.
Hvad der derefter følger i filmens anden halvdel, er en smuk og brutal vurdering af, hvad det betyder at være et troende menneske. For hvis Gud kan give os, hvorfor tog han så fra os i første omgang?
Forfatter og instruktør Jessica Hausner har lavet en engagerende og tankevækkende film, der udforsker tro, nåde, tvivl og mirakler. ”Er Gud almægtig eller god?” spørger en mand en præst midtvejs gennem historien, men filmen selv ”taler mellem linjerne” og stiller det spørgsmål, der har plaget kristne til alle tider: Hvis Gud er almægtig og god, hvorfor findes lidelse så? Hvis Gud er god, hvorfor gav han så mig sclerose? spørger Christine og låner lidt fra Job. Sådanne spørgsmål gennemtrænger dette æstetiske knockout af en film, og der er ingen åbenlyse svar at hente.