Nixons rådgiver Chuck Colson – den moderne Paulus – er død

Han bliver husket som præsident Nixons ”øksemand”, der blev fængslet efter Watergate-skandalen. Mange nægtede at tro det, da han blev omvendt. Men senere blev han kendt som de svages forsvarer, stifter af Prison Fellowship og en utrættelig kristen samfundsrevser.Han var kendt som Nixons øksemand og regeringens onde geni. Han skyede ingen midler som præsidentens særlige rådgiver. Advokaten Chuck Colson blev dømt for både vold og fortielser i forbindelse med Watergate-skandalen. Men senere blev han personlig kristen og hjalp tusindvis af fanger verden over.

I 1971 var Chuck Colson præsident Nixons særlige rådgiver, der ikke skyede noget middel for at hjælpe ham i valgkampen. Til venstre den daværende guvernør i Califonien, R. Reagan.

Chuck Colson blev tilknyttet Nixon-regeringen allerede i 1968. Året efter blev han præsidentens særlige rådgiver. Hans opgave var at sikre kommunikationen og det gode forhold mellem Det Hvide Hus og USA’s fagforeninger og andre organisationer og interessegrupperinger.

Præsidentens øksemand

Foruden kommunikationsopgaverne havde Colson særlige rådgivnings-opgaver at udføre for præsidenten, fx det at lave udkast til nye love. Han blev også involveret i lobbyisme i forbindelse med konstruktionen af anti-missilprogrammet og Vietnam-kampagnen.
Som præsidentens mand blev Colson kendt for sine beskidte tricks og omtalt som ”det onde geni i en ond regering”. Han erkendte selv senere, at han var værdifuld for Nixon, fordi han var ”villig til at være hensynsløs for at få tingene gjort.”
I 1971 skrev Colson en liste over præsidentens fjender. Og som præsidentens øksemand veg han ikke tilbage for a hyre tæskehold til at slå løs på folk, der demonstrerede mod krigen. Han foreslog også, at man kunne sætte ild til Brookings Institution og stjæle belastende dokumenter, mens ilden blev slukket.

Watergate og Ellsberg-skandalerne

I forbindelse med Nixons valgkamp tog Colson initiativ til at stjæle dokumenter, der satte Vietnam-modstanderen Daniel Ellsberg i et dårligt lys – for dermed at ødelægge krigsmodstandernes sag. Senere prøvede han at dække over sin andel i sagen.
Flere år efter at Nixon havde taget sin afsked som præsident, og Colson havde afsonet sin fængselsstraf, fandt man udskrifter af en båndoptagelse fra Det hvide Hus. Her talte Colson og Nixon åbent om, hvordan de kunne dække over deres andel i Watergate-sagen.
I 1973 trak Colson sig fra sin stilling i Det Hvide Hus og vendte tilbage til sit advokatfirma. Og i 1974 blev han dømt for forsøget på at dække over Watergate-indbruddet. Men på det tidspunkt var han allerede kommet til tro på Jesus.

Fred med Gud

En ven forærede Colson bogen Mere Christianity (‘Det er kristendom’) af C. S. Lewis. Gennem læsningen af denne bog kom Colson frem til en levende kristentro, og han kom med i en bedegruppe.
Mange prøvede at latterliggøre Colsons omvendelse og mente, at han i virkeligheden bare var ude på at reducere sin fængselsstraf. Han blev løsladt på grundlag af familiemæssige problemer efter syv måneder i fængslet.
Colsons liv, hans omvendelse og fængselsophold er beskrevet i bogen Born Again, som blev filmatiseret i 1978. Og i filmen Nixon fra 1995 medvirker Kevin Dunn i rollen som Colson.

Fængselsarbejdet

I bogen Born Again (Født på ny) fortæller Charles (Chuck) Colson sin dramatiske historie. – Enhver kan få chancen for en ny begyndelse, hedder det.

Da Colson forlod fængslet, bad fangerne ham bruge sin indflydelse til at hjælpe dem. Derfor grundlagde Colson i 1976 organisationen Prison Fellowship, der hjælper både indsatte, tidligere indsatte og deres familier.
Colson ville styrke rehabilitering af tidligere fanger og reformere fængselsvæsnet i USA, som han kritiserede for kun at tilbyde en uforsvarlig ”opbevaring” af fanger.
Prison Fellowship tilbyder fangerne kristent fællesskab og oplæring.
Fængselsarbejdet kan fremvise gode resultater- også blandt tidligere fanger: Kun otte procent af de fanger, som havde været med i Colsons arbejde, blev involveret i kriminalitet i en to-års periode efter frigivelsen. Derimod begik over 20 procent af de øvrige fanger ny kriminalitet i løbet af to år.
Prison Fellowship findes nu i 113 lande verden rundt.

En moderne Paulus

Efter sin fængsling fik Colson som en moderne Paulus utrolig stor indflydelse som kristen, politisk vagthund og kommentator.
Colsons kristne tro var i overensstemmelse med traditionel, konservativ kristendom. Han har i tidens løb skrevet over 30 bøger og på adskillige måder forfægtet det kristne budskab i samfundsdebatten.
Således har han talt imod Darwinismen, imod fri abort, homofile ægteskaber og ateisme – og han har talt til fordel for etik og kristnes rettigheder.
Colson døde forrige weekend efter en hjernebløning, 80 år gammel. Han var indtil det sidste aktiv fortaler for kristen tro og etik.