Ny uddannelse i social- diakoni godkendt og gratis
Diakonhøjskolen lancerer ny socialpædagogisk diakoniuddannelse som professionsbachelor.
En lang og møjsommelig vej er omsider tilbagelagt. Nu er en trimmet udgave af Diakonhøjskolens diakonuddannelse godkendt som professionsbachelor og er dermed betalingsfri.
Den nye uddannelse hedder Professionsbachelor i Diakoni og Socialpædagogik og begynder den 20. august. Holdet er allerede overtegnet med flere end 100 ansøgninger under kvote 2.
– Det er noget helt nyt, at Undervisningsministeriet nu har godkendt en socialpædagogisk uddannelse, siger en glad uddannelsesleder, Ulrich Zeitler.
De pædagogiske specialer blev afskaffet allerede i 1990, så pædagoger derefter blev generalister i stedet for specialister i f.eks. børnehavepædagogik, specialpædagogik, socialpædagogik osv.
Men med den nye uddannelse til socialdiakon er der sket et markant skift, noterer Ulrich Zeitler.
– Måske fordi vores uddannelse i det store billede jo er en ganske lille niche, bemærker han.
Med den ny Professionsbachelor i Diakoni og Socialpædagogik er Diakonhøjskolens almindelige diakonuddannelse trimmet, så dens forløb svarer til de øvrige professionsbacheloruddannelser. Det betyder bl.a., at varigheden er skåret ned fra fire til tre og et halvt år, og at den første praktik nu kun varer i 10 uger. Diakonhøjskolen udbyder uddannelsen i tæt samarbejde med VIA University College i Aarhus. VIA har det faglige ansvar for uddannelsen.
Hvad kan man bruge uddannelsen til?
– Som pædagogisk uddannelse egner den sig til jobs, hvor pædagogik indgår. Men den er særlig målrettet organisationer som Blå Kors, Kirkens Korshær, Jysk Børneforsorg og KFUM og KFUKs Sociale arbejde. Socialdiakoner vil her i en række tilfælde blive foretrukket frem for andre pædagoger, og de vil endda nogen gange få højere løn, fordi uddannelsen med den kirkelige baggrund passer ind i jobbet, siger Ullrich Zeitler.
Han glæder sig over, at uddannelsen, som er Diakonhøjskolens kerneydelse, nu endelig har fået myndighedernes blå stempel og en egen bekendtgørelse.
Uddannelsen varer tre og et halvt år. Der er tre praktikperioder, den første på børne- og ungdomsområdet og de to sidste på specialområder. De to sidste er også lønnede. Her er mulighed for praktikophold i udlandet, fx i Grønland, Israel, Honduras, Thailand eller Tanzania.
Diakonhøjskolen danner også ramme om den ny 3K uddannelse i Vestdanmark. Denne uddannelse er dog helt i VIA-regi. Diakonhøjskolen lægger blot lokaler til. I Østdanmark holder 3K uddannelsen til i Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.