25 år blandt børn og unge i Tanzania

Tabitha og Torkild Jensen fejres på søndag den 24. juni.
I 1987 rejste Tabitha og Torkild Jensen fra Karstoft i Jylland til Arusha i Tanzania for at arbejde med børn og unge. I den anledning holder Betania KirkeCenter i Blåhøj en jubilæumsfest den 24. juni.
For det er nu 25 år siden, Torkild kvittede en indbringende vognmandsforretning og Tabitha sit job som dagplejemor i Karstoft ved Brande for at følge deres kald til at nå børn og unge i Tanzania med det kristne budskab. Det gør de gennem børnekampagner i afsidesliggende landsbyer. Samtidig oplyser de om hiv og aids og hjælper børn med at komme i skole. De er også i fuld gang med at bygge en ny skole.
For at hjælpe især fattige børn i skole har de etableret en ordning, kaldet “Hjertebarn”, hvor sponsorer for et fast beløb om måneden kan ”adoptere” et barn.
– Hjertebørnene kommer fra de mest udsatte grupper: forældreløse børn, børn af enlige mødre eller andre børn, som kommer fra meget fattige kår, fortæller Tabitha.

Oplyser om aids og kristendom i bushen

Et par gange om måneden tager Torkild med et team ind i den afrikanske bush, hvor de møder beboerne i afsides liggende landsbyer. Målet er både kristen mission og almen oplysning.
”Om eftermiddagen holder vi friluftsbørnemøder med sang, dukketeater og børnekonkurrencer. Vi fortæller bl.a. illustrerede historier fra Bibelen, og selvom vi er langt ude i bushen, samles ofte 500 – 800 børn til disse møder. Når mørket falder på, starter vi en projektor og viser oplysende film om blandt andet aids, narko, for tidlig graviditet og forskellige kristne film. Her kommer der både børn og voksne – ofte i tusindtal, fortæller Torkild.

Bygger skole fra bunden

Som et led i den sociale indsats har Tabitha og Torkild senest påbegyndt et skolebyggeri, og fra januar 2012 begyndte de første børn i børnehaveklasse, 1. og 2. klasse. Her er Tabitha med i en del af undervisningen. Det er planen, at de vil bygge flere klasseværelser til, efterhånden som der kommer midler ind. Der bygges også en hal ved skolen, som i første omgang både skal bruges til spisesal og kontor.
De har desuden bygget en anden skole med plads til over 500 børn, som nu er overdraget til afrikanerne.
Betania KirkeCenter i Blåhøj sendte Tabitha og Torkild ud som missionærer for 25 år siden. Den 24. juni fejrer man parret ved en særlig jubilæumsgudstjeneste og en efterfølgende jubilæumsfest.
/sl