Honduras glemmer næstekærligheden

Unge har svære vilkår i kriseramte Honduras. Gud er alfa og omega for de fleste af honduranerne, men har de glemt Jesu budskab om næstekærlighed?

Vi deler mad ud til de honduranske gadebørn på de mørke og beskidte gader i den fattige del af hovedstaden Tegucigalpa. Min chef Alvin Anderson udtrykker essensen i sin organisations symbolske navn Manos Extendidas – udrakte hænder – han rækker sin hånd ud efter de svageste herovre. Jeg løfter en pige op. Hun hedder Judith, og den 4-årige hvisker i mit øre: ”Der, hvor du skal hen, der vil jeg med!” Glæde og sorg fylder min krop. Glæde over nærværet med pigen, men sorg over hendes eneste alternativ.

Honduras står over for store udfordringer. 60 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og landet styres af en korrupt regering og har et nedbrudt skolesystem. Landet hærges af stor transport af stoffer og alvorlige bandeproblemer, som gør sandsynligheden for en broget fremtid stor for unge honduranere.
De 20 % rigeste sidder på 80 % af værdierne i Honduras. De sidste 80 % må derfor nøjes med resten. A- og B-samfundet har aldrig været synligere. Regeringen hvidvasker penge i et utal af indkøbscentre, hvor den rige minoritet forlyster sig med drinks, fest og mærkevaretøj. Alt mens andre må leve et usselt liv, bl.a. ved at sætte livet på spil på lossepladser for en daglig løn på 6,5-25 kr.

Honduras besøges hvert år af et utal af amerikanske teams, der kommer for at hjælpe på uge-, måneds-, års- og livsbasis. Initiativerne og hjælpen kommer udefra. Jeg har lyst til at råbe af honduranerne: ”Det er dit land, det er din fremtid!”
Mange vil gerne hjælpe, men har ikke overskuddet. Ændringer skal ske oppefra. Regeringen ser med glæde til, mens al den harmløse hjælp strømmer til udefra, men hvis man prøver at ændre det korrupte system, er det med livet som indsats. 20 % af honduranere går i kirke hver uge. Gud er vigtig for Honduras, men hvor er næstekærligheden?

Af Mathias Christensen
Udsendt som volontør af Impact