Katolsk kirke i kraftig vækst
Sankt Peters Kirke i Herning er fordoblet på ganske få år. Katolsk Kirke i Danmark vokser med 1000 medlemmer om året.
Mens Folkekirken drøfter kirkelukninger, vokser kirken andre steder. En af de voksende kirker i Danmark er den katolske kirke i Herning. Her har man oplevet en markant vækst de senere år.
Hver søndag er Sankt Peters Kirke i Herning fuld. Og skal man holde firmelse, dvs. konfirmation, er man nødt til at tage lørdagen i brug for at få plads til alle deltagere.
Det fortæller kirkens menighedsrådsformand, Hanna Hoffmann.
– Der er især mange polakker, som kommer til Danmark og trænger til at komme i kirke. Ofte er det polske kvinder, som er blevet gift med danske mænd. De trækker så manden med i kirke.
En af mændene er Ole Sørensen, der efter at have boet og ferieret i Polen gennem mange år giftede sig med en polsk kvinde. For 10 år siden konverterede Ole til den katolske tro, og da parret flyttede til Danmark i 2007 begyndte de helt naturligt at komme i Sankt Peters Kirke i Herning.

