Kirke lancerer gospelskole
Kom og syng med, så det kan høres helt ned til stranden!
Sådan lyder indbydelsen til Karlslunde Strandkirkes gospelskole fra morgen til aften den 7.-10. august.
Skolen er for børn og unge mellem 8 og 14 år. Alle, der er udstyret med lyst til at synge, er velkomne og mødes hver dag i Karlslunde Strandkirke. Forløbet afsluttes med et brag af en koncert fredag den 10. august kl. 17, hvor alle forældre, bedsteforældre og søskende er meget velkomne.
Gospel betyder det glædelige budskab om, at Gud elsker mennesker. Det bliver både danske og engelske sange, alle rytmiske med bevægelse til.
– Det bliver også en uge med masser af sjove lege, hygge og fællesskab, lover arrangørerne.
Formiddag og eftermiddag er alle sammen for at synge i kor. Derudover kan deltagerne vælge én af følgende grupper: Solosang, Band, Dans eller Drama.