Missionsfolk protesterer mod ny kønsneutral ægteskabslov

Indre Mission og Luthersk Mission anbefaler nu folkekirkemedlemmer at finde en anden præst, hvis deres sognepræst går ind for vielse af homoseksuelle.
Folketinget vedtog den 7. juni den meget omdiskuterede kønsneutrale ægteskabslov. 85 stemte for regeringens forslag, og 24 stemte imod.

IM-formand Hans-Ole Bækgaard råder nu folkekirkemedlemmer til ”at tale højt om, hvad ægteskab er. Jeg vil opmuntre dem til at fastholde de konsekvenser, den ny ægteskabslov har for det danske samfund”.

Dermed har Folketinget afgjort et af de største værdipolitiske spørgsmål i folketingssalen siden valget.
Lovet træder i kraft på fredag den 15. juni.
Den nye lov sidestiller homoseksuelle par med heteroseksuelle par i ægteskabsloven. Dermed kan bøsser og lesbiske indgå et ”rigtigt” ægteskab. For 23 år siden blev loven om registreret partnerskab vedtaget. Med den ny ægteskabslov er der taget endnu et skridt – et skridt, der griber ind i kirkens indre anliggender.
Biskopperne har således fået påbud om at have et kønsneutralt vielsesritual klar, til loven træder i kraft.

Tjek din præst

Den nye lov skaber dønninger i de kredse, hvor man finder nogle af folkekirkens mest trofaste medlemmer – de ”missionske”. Og både Indre Mission og Luthersk Mission tager nu bladet fra munden og råder folkekirkemedlemmer til at holde øje med deres lokale præst og nægte at lade sig vejlede af præsten, hvis han eller hun går ind for vielse af homoseksuelle.
– Jeg vil råde dem til at tale højt om, hvad ægteskab er. Jeg vil opmuntre dem til at fastholde de konsekvenser, den nye ægteskabslov har for det danske samfund. Og til at vedblive med at argumentere for, at børn skal have både en mor og en far. Desuden vil jeg råde dem til at være bevidste om, hvilke åndelige vejledere, de lytter til. Og med åndelige vejledere mener jeg naturligvis præster, siger formand for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard.
Bør de ikke melde sig helt ud?
– Det vil jeg lade være op til den enkeltes samvittighed. Men der er jo mange muligheder lokalt – helt fra at løse sognebånd til en anden sognemenighed til at danne frimenighed.

Danne frimenigheder?

LM-general Carsten Skovgaard-Holm fraråder folkekirkemedlemmer ”at gå til en præst, som går ind for og praktiserer vielse af homoseksuelle. For disse præster gør noget, som er et brud på kirkens grundlag”.

Hos Luthersk Mission er man mere uforbeholden med at anbefale frimenigheder. Carsten Skovgaard-Holm er fungerende generalsekretær for Luthersk Mission og mener, den nye ægteskabslov bliver ”dybt problematisk for mange i folkekirken”:
– Dannelse af andre former for kirke – fx frimenigheder og valgmenigheder – vil uden tvivl accelerere. Og mange, som bliver i folkekirken, vil føle sig fremmede.
Hvad vil du råde dem til?
– De skal være opmærksomme på den lokale præst, og jeg vil fraråde dem at gå til en præst, som går ind for og praktiserer vielse af homoseksuelle. For disse præster gør noget, som er et brud på kirkens grundlag og – mener jeg – et brud på præsteløftet.

Homoseksuelle velkomne

Er de så ikke længere troværdige?
– De står i hvert fald på dette område for en teologi, som er ubibelsk.
Han fortsætter:
– Vi vil gerne skabe et rum for de homoseksuelle i kirke og menighed. Men Bibelen accepterer ikke vielse af homoseksuelle.
Hvordan vil I så skabe rum?
– De skal have lov at være med i menigheden, være en del af fællesskabet på linje med alle andre. Men vi lader ikke syv og fem være lige og går ind for at vie dem i strid med Bibelen.
Og han mener sammen med Hans-Ole Bækgaard, at den 7. juni vil gå over i historien som en sorgens dag:
– Det er en sorgens dag, uanset at andre kalder den en historisk dag. Det handler ikke kun om homoseksuelles rettigheder, men er et mere samfundsmæssigt spørgsmål. Hvordan skal vi tale om ægteskabet i samfundet, i skolen og vore uddannelser i fremtiden? Hvordan skal vi definere ægteskabet i bøger?

Ægteskabet nydefineres

– Alt sammen skal nydefineres. Og fremover – når folk spørger om ægteskab – er jeg nødt til at forklare, hvad jeg mener med ordet ægteskab. Så det har både historisk, kulturel og sproglig betydning, hvad der med ét slag er sket i dag. Og det er jo faktisk sådan, at jeg med den nye ægteskabslov sætter mig op imod loven, når jeg går ind for en anden mening, end den, der gælder nu. Så i det lys er det det danske samfund, der har tabt.
Carsten Skovgaard Holm supplerer:
– Det er både menneskeligt og åndeligt en tragisk dag. Det er en meget alvorlig ting, når politikerne blander sig i kirkens indre anliggender og presser kirken til at gøre noget, der strider imod bibel og bekendelse.