Jesu disciple bærer også kors
Jesus har inviteret os, og vi glæder os til festen over alle fester. Men kærligheden til værten kan koste os alt!Hade familien, bære kors, beregne omkostninger, gå i krig og risikere at blive smidt ud? Er det virkelig Jesus, der siger det? Og siger han det til os?
Af Bodil Lanting
Cand. theol., tidligere missionær og bibeloversætter i Ethiopien
De havde set ham helbrede og hørt ham tale om festen i Guds rige, som er for alle. Der er fest for høj og lav og sunde såvel som syge. Alle skal indbydes.
Her begyndte folk at strømme til. Store menneskemængder fulgte Jesus.
Og da var det, at han vendte sig mod dem og holdt sin barske tale om alle omkostningerne.
Og pludselig forstår vi det ikke længere. Hvor er vores kærlige Jesus, der tager imod alle uden undtagelse? Hvor er den Jesus, der talte om, at vi skal være ubekymrede som markens liljer og huske på, at vi er meget mere værd end spurvene som Gud altså også tager sig af?
Er det måske bare jødiske talemåder? Er det forkert oversat? Hade betyder vist ikke hade alligevel. Vi skal bare sætte Jesus højere end alle andre. Og bære kors betyder vel ikke, at man er på vej til retterstedet osv.
Og hvad sker der med frelsen? Er det ikke Jesus, der gør det hele? Skal vi nu også til at gøre noget, betale noget og risikere, at vores bidrag ikke rækker?
Vi har det lidt svært med Bibelens ord om Guds krav til os. Når han siger, at han er en nidkær Gud. Vi bryder os ikke om begrebet jalousi.
Vi taler om sygelig jalousi. Det er en type kærlighed, som vogter over en anden, som binder og vil besidde en anden, hvor vi hellere ville opleve frihed.
Men Bibelen taler ofte om Guds nidkærhed, endda om en nidkærhed, der brænder. Gud længes med nidkærhed efter den ånd, som han har givet os, siger Jakob.
Sæt mig som et segl på dit hjerte,
som et segl på din arm;
thi kærlighed er stærk som døden,
nidkærhed er hård som dødsriget,
dens gløder ere brændende gløder,
en Herrens lue.
Ordene fra Højsangen står i min gamle familiebibel med oversættelsen af 1871. Her beskrives den kærlighed, der ikke vil nøjes med mindre end alt.
Måske skulle vi overveje, om vi i daglig tale skulle droppe udtrykket sygelig jalousi. Der findes nemlig en jalousi, som er både sund og befriende. Det er den kærlighed og jalousi, som siger Min elskede er min, og jeg er hans.
– Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig, sagde Herren til israelitterne. Forløseren kræver troskab af de forløste.
Jesus indbød alle til fest. Alligevel er det ikke altid en fest at være kristen. Det kan millioner af forfulgte brødre og søstre fortælle os. Og vi, der ikke oplever at blive forfulgt for Jesu skyld, må bede for dem. Vi må også bede om, at vi selv må blive bevaret i kærligheden til Jesus, både i gode og i onde tider.
Men først og fremmest må vi huske, at Jesus var villig til at give afkald på sit liv for at frelse os. Han var den første til at bære korset og det gjorde han for vores skyld. Han bar sit kors hele vejen til retterstedet, og dér døde han. Han gjorde det virkelig.
Jesus elskede os totalt og eksklusivt. Derfor kan han lære os noget om den kærlighed, der er både nidkær og jaloux.
Han elskede os eksklusivt, og han kræver os eksklusivt. For sådan er Guds kærlighed.
