Politiet angriber aktivister i Tel Aviv
En sjælden voldelig situation opstod igår i Tel Aviv ved en konfrontation mellem politi og unge demonstranter, der ville indlede en ny aktion til fordel for “social retfærdighed”.
Kampene på Tel Avivs fashionable Rothschild Boulevard bølgede frem og tilbage, men politiet vandt overhånd og arresterede 12 aktivister, heriblandt en af lederne, den 26-årige Daphni Leef, der kom til skade ved konfrontationen og fik en arm brækket.
Leef, som sidste sommer startede denne sociale bevægelse, der førte til oprettelse af protest-
teltlejre i mange israelske byer, fik en enorm tilslutning, da hun over “Facebook” opfordrede
ligesindede til gå til aktion.
Et helt år er gået, og de protesterende siger, at intet af, hvad der blev dem lovet, er blevet overholdt, men at deres situation blot er blevet forværret.
Sidste sommer forlød det, at protestbevægelsen var en slags israelsk udgave af den “vår”, der er skyllet over den arabiske verden, men at en israelske version ikke var mod underkuelse og for at opnå demokrati – fordi demokratiet er udbredt i Israel, og kun få føler sig underkuede.
Den israelske aktion var først og fremmest imod de skyhøje boligpriser, og hvad der ellers kan falde ind under begrebet “social uretfærdighed”.
Fra starten af demonstrationen igår var det klart, at poltiet – formentlig efter instruks fra øverste instans – ville slå hårdt ned på den. Nok var den ulovlig, fordi der ikke var givet tilladelse til den, men situationen blev stadig mere voldelig og førte til slagsmål med efterfølgende arrestation af 85 demonstranter; heriblandt flere af aktionens ledere.
I en lederartikel søndag i den israelske morgenavis “Ha’aretz” hedder det, at politiet må respektere, at protest er en uadskillelig del af demokrati.
Andetsteds i bladet skriver en af dets førende klummeskrivere, Gideon Levy, at dette er optakten til, at Israel bliver en politistat, og at politiet, der engang var moderat, nu er blevet voldeligt.
– Det israelske politi kan ikke lide demonstrationer og er derfor en politisk politistyrke, skriver Levy videre. Protestbevægelsen fremsætter et politisk krav, og derfor er voldsbestræbelserne på at bringe bevægelsen til tavshed politisk. Det har intet at gøre med offentlig sikkerhed. En legitim ikke-voldelig politisk protest bliver undertrykt med illegitim, politisk politivold. Politiet må selv skaffe sig af med sådanne elementer. Politiet opfører sig brutalt og skyder sig selv i foden. Nu er det på tide, at protestbevægelsen vågner af sin vintersøvn. Selv om det måske ikke kan opnå social retfærdighed, er arrestationerne og tæskene en god grund til at vende tilbage til gaden omgående og sige til politiet: “Stands, I har overskredet linjen”.
6000 tlhængere af Daphni Leef protesterede igår på Tel Avivs Habima-Plads mod arrestationen af hende med plakat-slogan’er som : “Magten tilbage til folket”.
Politiet agter at anlægge sag mod 20 protestdeltagere. Ifølge en talsmand for politiet ville demonstranter afbrænde bildæk forskellige steder i Tel Aviv.
– Protestdeltagerne brød loven og gav ikke politiet andet valg for at opretholde offentlig orden, siger en talsmand for politiet. Aktionen var vel planlagt. Demonstranterne overskred enhver mulig rød linje. De have ikke fået megen opmærksomhed den sidste tid og fandt, at den eneste måde de kunne opnå overskrifter er ved – vold.
Lederen af Meretz-partiet, Zahava Gal-On, siger at politiet opførte sig som Israel er en politistat snarere end et demokratisk land.
– Politiet er blevet et politisk, undertrykkende regeringsinstrument, mod alle grupper, der protesterer mod det, siger hun. Det tjener regeringen mere end loven.
En anden Meretz-politiker, Nitzan Horowitz, betegner arrestationerne som “brutale og bevis på at regeringen er bange og vil gøre alt i dens magt for at blokere en fornyelse af protestbevægelsen.
Oppositionslederen, arbejderpartiets nye formand, Shelley Yechimovich, siger, at politiet brugte overdreven vold i dets bestræbelser på at opløse demonstrationen, og at Leef og flere andre blev arresteret uden grund.