Viser Rusland sit sande ansigt i Mellemøsten?

Mandag formiddag afslørede præsident Vladimir Putin et russisk krigsmonument i feriebyen Natania, og mange spørger, om Rusland nu er ved at vise sit sande kort i Mellemøsten.

Der er mange spørgsmål at stille Putin. Hvordan kan Rusland være på den syriske præsident Bashar Assad side og indirekte bidrage til syriske regeringstroppers uophørlige angreb på en trodsig civilbefolknings-opposition, hvis drabstal nu er nået op over 10.000?
Og hvorfor blander den russiske bjørn sig yderligere i krisen ved at have planer om at sende to amfibie angrebs-krigsskibe med marinestyrker ombord til den syriske by Tartus – hvor Rusland har en flådebase – ” for at beskytte russiske borgere”? Dette ville være den første kendte forstærkelse af Moskvas militære tilstedeværelse i området, siden opstanden mod Assad begyndte for 16 måneder siden.
Det er Rusland – og Kina – som ved deres støtte til Assad forhindrer, at der gøres noget reelt for den lidende civilbefolkning i Syrien.
FN har med beklagelse meddelt, at det har trukket dets 250-mand store observatørkorps, ledet af den norske general, Robet Wood, tilbage fra “frontlinjen”, da de ikke længere kunne udføre deres patruljetjeneste.

Under overskriften “Russia, Sovjet style” skriver “New York Times” i en lederartikel, at Vladimir Putin ikke har nogen skam, at han ved sin helikopterleverance til Syrien har krydset en linje, og at han ikke kan tolerere nogen udfordring eller blot en robust politisk debat.
Siden århundredskiftet har Rusland været mere aktiv i Mellemøst-området, hedder det i en artikel fundet gennem “Google” under følgende overskrift: “Russia’s Middle East Policy: All Tactics. No Strategy”.
I artiklen (uden forfatternavn) står bl.a., at Ruslands Mellemøst-politik er helt anderledes end den var under Sovjet-styret, da Moskva var en nøglespiller i området. Den nuværende politik er helt blottet for ideologi.
Videre hedder det:
– Moskva er G-8’s eneste hovedstad, hvor man kan drøfte med næsten alle spillerne i Mellemøsten, med mulig undtagelse af Taliban, men omfattende Saudi-Arabien, Syrien, Israel, Hamas, Hizbollah og Iran. Rusland prøver at udnytte denne unikke stilling ved at sikre sig større indflydelse i verdensanliggender. Et af Ruslands problemer i Mellemøsten er, at det har for mange interesser i området, men Moskva prøver fortsat at spille et kompliceret spil – at holde alle muligheder åbne, uden at forpligte sig til en bestemt strategi…

Det er Putins andet besøg i Israel. Første gang var i 2005, i hans tidligere præsident-tid.
Og hvorfor kommer han nu?
Den ydre anledning er, at han mandag formiddag skulle deltage i indvielsen i Natanya af et monument for Den røde Hærs sejr over Tyskland.
Putins støtte til Assad har belastet hans forhold til Vesten; og dette emne ventes at ville blive drøftet under hans forestående samtaler med politikere i flere lande…
En israelsk diplomats kommentar til hans besøg er:
– Vi ved jo, at der er meningsforskelle mellem Moskva og Jerusalem om anliggender som fredsprocessen med palæstinenserne, Syrien og Iran, men det er kritisk vigtigt for Israel at holde en kommunikationskanal åben over for Kreml. Moskva vil nu vise, at det er en vigtig “spiller” i området. Rusland erkender, at det også gælder Israel, selv om det er helt i den amerikanske lejr. Jerusalem og Moskva har en konstruktiv dialog…

Fra lufthavnen rejste Putin – ledsaget af 50 journalister – direkte til ceremonien i Natania. Efter denne tager han til Jerusalem for at mødes med bl. a. statsminister Binyamin Netanyahu, præsident Shimon Peres og udenrigsminister Avigdor Lieberman.

Næste dag tager Putin til Betlehem for at indvie et russisk kulturcenter, derefter går turen til Jeriko, hvor han skal mødes med præsidenten for Den palestinensiske Myndighed (PA), Mahmoud Abbas, og så er det videre til Amman for at træffe kong Abdullah II.
Monumentet i Natania er til minde om de ca. 26 milllioner Sovjet-borgere, der blev dræbt under Den anden Verdenskrig, heraf 11 millioner soldater i Den røde Arme. Antallet af jøder, der var soldater i denne hær, menes at have været 500.000, hvoraf de 200.000 blev dræbt.

.