Astrid så engle ved operationsbordet
Journalist Astrid Vestergaard, Skarrild ved Herning, har både drømt, hørt og set engle. Derfor kan hun ikke længere kan holde sin tro for sig selv. – Da de skal til at bedøve mig, ser jeg fire engle stå omkring operationsbordet. De er meget høje og slanke. Da jeg ser englene, kan jeg slappe af, fortæller Astrid Vestergaard.
I november 2011 fik Astrid Vestergaard konstateret brystkræft. At der overhovedet var noget galt, blev opdaget ved en tilfældighed.
– En aften, mens jeg gav vores heste vand, opdagede jeg, at jeg bar spanden på en akavet måde.
Jeg drejede armen uden at sætte spanden. Det gav et knæk i skulderen, og det gjorde så ondt, at jeg måtte på morfin, fortæller 42-årige Astrid Vestergaard.
Ved de efterfølgende undersøgelser blev der konstateret to fibersprængninger, en indre blødning og en sene, der havde forskubbet sig i skulderen.
Astrid Vestergaard gik til genoptræning med sin skulder, og efter den tredje behandling var der en mindre hævelse i venstre side, som ikke ville fortage sig.
Lægen agerede straks. Astrid Vestergaard skulle på grund af regeringens kræftpakke undersøges inden for 48 timer.
– Jeg satte mig på lægens skrivebord og spurgte ham ud om kræftpakken. Og du ringer nu med det samme. Hvad har vi gang i?
På vej ud lagde lægen hånden på skulderen og sagde pøj pøj. Tak skæbne, tænkte jeg og ringede tudbrølende til min mand.
– Det er kræft, Berthel, sagde jeg til ham.
Astrid Vestergaard havde ganske vist mærket noget i sin venstre side i et par år.
– Men jeg tænkte, at det var en kirtel. Nogle gange kunne jeg ikke mærke den. Den var ikke rund, som en kræftknude skulle være, og den gjorde ondt. Jeg regnede med, at hvis det var en kræftknude, ville den ikke gøre ondt.
Den første undersøgelse med mammografi i Holstebro kunne ikke give et klart svar. Først 10 dage senere forelå resultatet af en biopsi. Diagnosen var en særlig form for brystkræft, der ligger dybt og kan danne metastaser.
Lægerne foreslog en operation med efterfølgende kemo- og strålebehandling.
Inden operationen kontaktede Astrid Vestergaard sin præst Morten Meiner.
– Jeg ville rigtig gerne have en præst ved min side, siger Astrid. Hun har også tidligere hjulpet sin egen kræftsyge far med at få kontakt til en præst. Da lægerne konstaterede, at helbredelse ikke længere var mulig, blev han nemlig bitter på Gud.
– Jeg vidste ikke andet om kræften, end at man kan dø af den. Jeg har altid selv haft et godt forhold til Gud, så jeg blev nødt til at få fat i den lokale præst. Hvis jeg skulle dø nu, så ønskede jeg ikke at have et dårligt forhold til Gud…
Astrid spurgte også præsten, om han ville bede for hende i kirken. Det gik han med til. Søndagen inden operationen blev der bedt for Astrid første gang.
– Ved gudstjenesten stod jeg på en af de bagerste pladser og græd. Jeg følte Guds store kærlighed. Der var mange, som bagefter kom og sagde, at det var så forfærdeligt at have fået kræft – og så op til jul.
– Nej, det kan ikke blive bedre, svarede jeg. – For Guds kærlighed og fred stråler ud over det hele.
Efter gudstjenesten lagde jeg mig på sofaen. Jeg følte en fred, der har fulgt mig lige siden. Jeg ved ikke, hvad det var, der skete i kirken, men jeg følte, jeg gik hjem med Guds fred helt ind, siger Astrid Vestergaard.
Et par dage inden operationen fik Astrid Vestergaard et syn. Hun så nogle af sine døde familiemedlemmer ved en sø.
– På søen var der viltre, flyvende svaner. For at komme over til de dødes land, skulle man tage en af svanerne og blive fløjet derover, husker Astrid Vestergaard
– Bag ved mig i frugthaven legede min mand og børn, og der var en halvcirkel af mumlende personer; det var folk som bad. Jeg havde oplevelsen af, at folk jeg kendte og folk fra menigheden bad for mig. Dem kom der flere og flere af, husker Astrid Vestergaard.
Den 2. december om morgenen blev Astrid Vestergaard gjort klar til operation.
– Da de skal til at bedøve mig, ser jeg fire engle stå omkring operationsbordet. De er meget høje og slanke. Det var ikke sygeplejerskerne, for de stod imellem englene med deres grønne hygiejnemundbind. Da jeg ser englene kan jeg slappe af, fortæller Astrid Vestergaard.
Efter operationen, hvor venstre bryst og 20 lymfeknuder med kræft i de 11 blev fjernet, kom Astrid op på patienthotellet.
– Jeg havde det godt efter operationen, men jeg hævede ret meget. Jeg førte en telefonsamtale med nogle skotske venner. Det blev en lang eftermiddag, fordi huden omkring operationen blev ved med at hæve, og jeg kunne ikke løfte min venstre arm.
Mens Astrid Vestergaard lå i sengen fik hun et tredje syn:
– Jeg begyndte at se en engel siddende i fodenden med vinger af svanefjer. Jeg ville gerne røre ved fjerene, men en stemme sagde til mig: Det er ikke dine englevinger. Du må ikke røre ved dem. Du må kun beundre dem. Det mener jeg, var Guds stemme, siger Astrid Vestergaard.
– Englen følger mig stadig i det daglige. Det er en stor glæde,
Senere på eftermiddagen fik hun igen ondt. En læge blev tilkaldt, og han konstaterede, at der skulle en operation til. Ved bedøvelsen fik Astrid Vestergaard et syn igen.
– Der ser jeg en lysende skikkelse. Jeg beskrev det i en sms til en leder i kirkens fredagsklub. Hun svarede tilbage, at det var fantastisk, for et barn havde lige spurgt hende, om der findes engle. Nu kunne hun svare: Ja, det gør der!
Astrid Vestergaard har også tidligere haft overnaturlige oplevelser:
– Den nat, min morfar døde, drømte jeg, at han kom ned sammen med en lysende skikkelse, som var Jesus. Han vendte sig om og gik tilbage, samtidig med at han vinkede.
– Da jeg for nogle år siden var på vej til min far, der lå på plejehjem og var døende, kom der en gruppe svaner flyvende fra øst mod vest. De fløj lavt.
Vi havde svaner, der overvintrede på marken, og de fløj i hundredevis – men normalt fra vest mod øst, og de fløj højt.
Der var en stemme i bilen, der sagde til mig, at det var min fars sjæl, der fløj der.
Han dør ikke, før du ankommer til plejehjemmet.
Jeg nåede det lige. Da jeg kom ind på min fars stue, var han afkræftet. Der faldt en tåre fra hans kind, og han døde kort efter, fortæller Astrid Vestergaard. Hun opsummerer:
– Med min morfar drømte jeg det, med min far hørte jeg det. Og nu har jeg set dem – englene. Jeg kan ikke tie stille længere. Jeg kan ikke vende tilbage til mit liv som før, hvor jeg holdt troen for mig selv.
Derfor rejste jeg mig også op i kirken og fortalte om mine oplevelser.
Astrid Vestergaard arbejder som journalist. Hun har bl.a. skrevet ugentlige klummer om store og små begivenheder i en travl børnefamilie på landet.
Én af klummerne kom ikke i avisen. Den beskrev køreturen til hendes døende far og de lavtflyvende svaner.
Det overnaturlige nævnes sjældent i medierne.
– Jeg har altid haft en barnetro, men det er oplevelserne med englene og Guds nærvær, der har givet mig en levende tro, siger Astrid Vestergaard. Hun lytter nu ofte til lovsangscder og vil også melde sig til et kristendomskursus.
– Jeg vil gerne vide mere om Jesus, Bibelen og hvad det er for noget. Også med hensyn til englene. Man skal ikke tilbede englene, men holde fokus på Gud.
Efter operationen, har lægerne erklæret Astrid Vestergaard rask.
– Jeg er begyndt at småløbe og ride.
Hun er endnu ikke begyndt at arbejde, men har forberedt sine kolleger på, at det bliver en anden Astrid, de får tilbage.
