Den Evangeliske Frikirke i Randers har brug for mere plads
Den Evangeliske Frikirke i Kristrup ved Randers holdt flyttedag den 1. juli. Bygningerne er solgt til en dagligvarebutik, og menigheden flytter ind i nye lokaler i Randers.
– Kirkens bygninger på Vennelystvej er blevet for små til kirkens mange aktiviteter. Der har i en årrække ikke været plads til kirkens ungdomsarbejde Skywalk, der tæller omkring 100 unge. Skywalk har holdt til i lejede lokaler inde i byen. Nu er det meningen at samle alle Frikirkens aktiviteter på et sted i Randers, oplyser kirkens talsmand, Allan Bruhn.
Frikirken har ligget på Vennelystvej siden 1975. Fra 1. august har Frikirken lejet nogle lokaler i Nellemanns bilhus, hvor kirken nu vil samle alle sine aktiviteter.