Troen blomstrer i fritiden
– Men forfatteren Thomas Teglgaard respekterer et krav om adskillelse mellem sin lægegerning og tro.
Ikke et ord om tro! Thomas Teglgaard må i sin stilling som afdelingslæge og i sit arbejde med misbrugere adskille sin tro skarpt fra sit arbejde. Men der er til gengæld kraft og fokus på troen i hans bøger og i fritiden. Ikke mindst i hans frivillige arbejde.
Han leder Bibel-læsning med en gruppe teenagere i Græsted i Nordsjælland og forsøger på den måde at være med til at give dem et solidt livsfundament – baseret på tro og kristne værdier.
Lægen vil gerne være med til forebygge åndelig hjemløshed, sætte fokus på sunde livsværdier og derved formindske risikoen for at havne i en eller anden form for misbrug. Men han vil først og fremmest pege på Jesus, Guds søn og verdens eneste håb om frelse.
I fritiden lytter Thomas Teglgaard også intensivt til prædikener i kirken og i sine høretelefoner – og han er for nylig igen begyndt at synge om tro
de sange han skrev som ganske ung – bl.a. da han i en overgang kom i Pinsekirken.
– Noget af det bedste for mig i dag er mit samvær med ca. otte teenagere i et missionshus i Græsted. Vi læser i Biblen en time til halvanden hver tirsdag aften, fortæller lægen.
Men Thomas Teglgaard er også glad for sit arbejde som læge. Han anser det for et privilegium at hjælpe narkomaner og kriminelle.
– Alle mennesker har samme værdi. Det må vi aldrig glemme, og det er dejligt at kunne hjælpe andre. Selvom misbrugere ikke har stor status i samfundet, så ser og oplever jeg ting sammen med dem – begivenheder og livsomstændigheder, som mange ikke kender til. Det er både spændende, udfordrende og giver livserfaring og forståelse for andre.
– Jeg har lovet mine nuværende arbejdsgivere, at min tro ikke får indflydelse på mit arbejde. Derfor er der en betonvæg imellem mit virke som læge og min tro, siger lægen, der er vokset op i et luthersk missionsk hjem og selv er engageret i kristent kirkeligt arbejde i den sammenhæng.
– Nogle tror ikke, at jeg kan møde folk fordomsfrit, fordi jeg troende. Men når man tror på Jesus, ved man netop, at alle har værdi. Det var samfundets udstødte, der fulgte Jesus, og jeg er sikker på, at det i dag ville være det samme: De mange prostituerede, narkomanerne, de psykisk syge og udstødte. Det har altid været de syge, der har brug for læge.
– Der findes mennesker, der er mere disponerede end andre for at blive misbrugere. Det er vigtigt at blive diagnosticeret tidligt, når man har sygdom, så der ikke i stedet opstår et misbrugsproblem, siger Thomas Teglgaard.
Selvom rigtig mange danskere tror, at der findes ånder, og mange læser bøger, ser tv eller hører foredrag herom, så blev han for nogle år siden hængt ud for at mene, at der kan findes mennesker på psykiatriske afdelinger, der vil have gavn af åndelig assistance – en præst i stedet for medicin.
Lukkede psykiatere, der hverken tror på Gud eller ånd, kan have svært ved at rumme åbne menneskers oplevelser – og en virkelighed, som de aldrig selv har erfaret. Og det kan være svært at hjælpe på et felt, man intet ved om. Især hvis man også nægter at indhente viden fra dem, der gør. Så man slet ingen forståelse har for det, man forkaster, og dermed afviser patientens virkelighed uden den ringeste anelse om, hvorfra og hvordan den er opstået.
Da Thomas Teglgaard som helt ung i en periode kom i en pinsemenighed, mødte han kampen mod synd i Pinsekirken således:
– I kan sejre over synden, sagde prædikanten. I har noget i jer, der kan besejre synden. Og jo, Jesus har besejret synden, det er sandt. Jesus gælder for os. Men jeg bliver ikke et bedre menneske af, at Jesus har gjort det. Jeg må ligesom alle andre arbejde med mig selv og stadig erkende, at mig står det sørgeligt til med. Og det gør jeg ikke frivilligt, det er Helligåndens gerning: At vise os synden og ham, som løser os fra den. Jeg skal ikke forvente sejr over synden, men hvorfor også det, når Jesus har skilt mig fra den? Det er takket være ham, at vi tilgives og oplever nåden, når vi fejler igen og igen. Som kristen må man altid stræbe efter at efterligne Jesus. Vi skal vise væk fra os selv og pege hen på Jesus. Troen på Jesus er det vigtigste overhovedet.
– Man kan være stofmisbruger, alkoholiker og en rigtig dum stodder og stadig eje troen på Jesus. Vi risikerer nemlig alle at falde, når som helst, og det gør ondt hver gang, vi gør noget forkert. Vi stræber naturligvis efter noget andet, men synden er et livsvilkår, indtil vi bliver forløst, siger han.
Privat nyder lægen også at arbejde med kristen musik igen, efter mange års pause.
– Jeg er ikke specielt god, men det er dejligt. Og mine gamle sange indeholder nøjagtig de samme bønner, som jeg beder i dag. Det er tydeligt, at det er de samme ting, der er vigtige for mig. Det er lidt sjovt at opleve, når man finder det gamle frem, at det stadig gælder, siger han.
Mangel på nærhed og omsorg skaber sygdom og misbrugere.
– Et af hovedproblemerne i vores kultur er, at familier er i opløsning. Jeg skal ikke dømme nogen, men jeg tror, det er sundt for børn, at der er en mor og far. Men ikke hvis de vokser op med en mor og far, der har det forfærdeligt med hinanden, siger han.
Forældre skal være nærværende. Er både mor og far arbejdsnarkomaner eller konsekvent mentalt og følelsesmæssigt fraværende, selv når de er fysisk til stede, så går det ud over børnene.
Tidlig og vedvarende omsorg og nærhed, ubetinget accept og kærlighed er så vigtigt for især små børn, men selvfølgelig også for store. Tidligt skadede børn har ikke fået denne ballast.
– En mors og fars øjne skal stråle af kærlighed til det lille barn. Mor og far skal acceptere barnet, uanset hvad. Selvom mor og far må sætte grænser og skælde ud nogle gange, så skal den betingelsesløse kærlighed altid være der. Barnet må ikke tvivle, siger lægen.
Lægen mener, det er vigtigt, at der skabes mere tid og rum i moderne børnefamilier.
På den måde kan vi måske ligefrem forebygge en bølge af mennesker med alverdens former for misbrugs-problemer. Mennesker, der forsøger at dulme konsekvenser af mangel på nærhed og kærlighed med alverdens stimulanser. Mennesker der senere måske let går tabt i vort effektive samfund.
– Det skal tydeliggøres, at børn har brug for accept for at få at vide, de er elsket – uanset hvad. Og at det kræver tid.
– Kvinderne er kommet væk fra kødgryderne. Måske skyldes nogle af problemerne i dag, at vi er blevet så havesyge og arbejder så meget. Det gælder også mig selv. Den nære omsorg, som børn har brug for, forudsætter jo, at man er der til at give den. Men mange børnefamilier har så travlt, at når de endelig samles, så bliver det let på forkerte præmisser. Vi kan bare ofte ikke se det i det daglige, fordi vi har for travlt til at lægge mærke til det, mener han. Og frygter, at det skaber kommende misbrugere og sygdomme, når nærhed og omsorg går tabt på grund af effektivitet, materiel grådighed, præstations- og konkurrenceræs.
Bedre bliver det ikke af de stigende konkurrencekrav og forventninger, effektiviserings- og tilpasningskrav. Når vi har så travlt, at vi ikke har tid til at møde hinanden med forståelse og empati – ej heller til livets uundgåelige evindelige uforudsigeligheder, der kræver opmærksomhed og tid.
– Sidst men ikke mindst må vi huske, at vi alle kan få misbrugsproblemer. Vi kender ikke fremtiden, og det må mane til ydmyghed, tilføjer han.
