350 immigrerer fra Nordamerika til Israel

Midt i al uvisheden omkring et muligt israelsk angreb mod Irans atomanlæg, fik Israel idag en moralsk indsprøjtning ved ankomsten af 351 nye immigranter fra USA og Canada, hvoraf de 127 om kort tid skal i hæren.
Det var en broget gruppe nordamerikanske indvandrere, der kom hertil med charterfly. Den omfattede 154 enlige og 93 børn – og der var fem sæt tvillinger og to sæt trillinger.

Deres indvandring var arrangeret af organisationen “Nefesh B’Nefesh” (“Sjæl til Sjæl”), der i de sidste 10 år har bragt 33.000 nye invandrere til Israel, hovedsageligt fra Nordamerika.
Gruppen blev budt velkommen med sang og dans og korte, men varme taler af statsminister Binyamin Netanyahu, formanden for indvandrerorganisationen “Jewish Agency”, Natan Sharansky, grundlæggerne af “Nefesh”-institutionen, rabbiner Yehoshua Fase og Tony Gelbart, samt af minister for ‘immigrant absorption’ Sofia Landver, og af repræsentanter for militæret og El Al-luftfarstsselskabet, som havde givet rejsen, og for træplantningsorganisationen “Keren Kayemet Le’Israel” (KKL).
– Vi er stolte over jer, sagde Netanyahu. I er kommet fra Californien, New Jersey, Ohio og 20 andre stater i USA og fra Alberta og Quebec i Canada. Det er en enorm bedrift – og den er jeres. I har besluttet af forsvare den jødiske stat. Velkommen til Israel. Velkommen hjem.
Sharansky sagde:
– Hvor mange af jeres bedsteforældre og oldeforældre havde drømt om dette? I slutter cirklen.
Sammen vil vi bygge staten.
Landver sagde, at de nyankomne havde forladt deres hjem og en mere komfortabel tilværelse i Nordamerika for at begynde et nyt liv i Israels Land.
KKLs formand, Effie Stenzler, sagde:
– Der er steder i verden, hvor det er langt lettere at leve end i Israel, men intet andet sted vil I føle Jer så vel tilpas – for her er I hjemme.