Israelske forfattere kræver at Netanyahu ikke angriber Iran

Det foreløbig sidste kapitel i den intensive offentlige debat omkring et muligt israelsk angreb mod Irans atomanlæg er blevet skrevet i form af et brev fra nogle af Israels største forfattere til statsminister Binyamin Netanyahu med krav om, at han afstår fra at angribe Iran.

I brevet skriver forfatterne, at de vil retsforfølge Netanyahu, hvis han ikke inden slutningen af indeværende uge forpligter sig til at få medhold af alle regeringens 30 medlemmer.
I spidsen for forfattergruppen står den navnkundige Amoz Oz, som flere gange har virket som “Israels samvittighed”.

Gruppen kræver, at Netanyahu ikke beordrer et angreb uden samtykke fra hans regering.
Netanyahu og forsvarsminister Ehud Barak menes at gå ind for et sådant angreb, mens flere israelske militærledere går imod.
Efter nylige udtalelser af Barak spekuleres der på, om Israel forbereder et luftangreb mod Iran.
En af præsident Barack Obamas nære medarbejdere, valgkampagne-rådgiver Colin Kahl, siger, at han ikke tror, at Netanyahu og Barak bluffer om et sådant angreb, og at USA må tage Israels trussel om en israelsk militæraktion mod Iran “meget seriøst”.
Ifølge Kahl er det imidlertid usandsynligt, at der vil blive et israelsk angreb for at presse Obama til at gå i krig inden præsidentvalget i november.

Sabelrasling
Til trods for denne sabelrasling i Israel frygter iranerne ikke et israelsk angreb og vil ikke gøre nogen indrømmelser paa grund af en trussel. Det menes at være opfattelsen i Teheran, at Israel har truet så mange gange med at angribe, at ingen i Iran tror det vil ske.
“New York Times” skriver i en lederartikel, at der stadig er tid til intensiveret diplomati, at man er bedst tjent med, at de store magter forbliver enige, og at israelske ledere skal “lægge bånd på løs tale om krig”.
En talsmand for det iranske udenrigsministerium siger, at Israel ikke vil foretage et så “tåbeligt” angreb, fordi der er mange israelske ledere, som ikke vil tillade det, idet det vil kunne medføre “meget seriøse følger”.