Fængsles for religiøst had
Tre kvinder fra aktionsgruppen Pussy Riots er blevet idømt to års fængsel for hooliganisme motiveret af religiøst had.
Efter mange vidneforklaringer faldt dommen i forrige uge over tre unge kvinder fra aktionsgruppen Pussy Riots. I februar udførte kvinderne en aktion i Moskvas Frelserkirke iført farvestrålende ansigtsmasker. De fremførte bl.a. en sang med bønnen: Guds moder, jag Putin væk.
Dommen begrundes med upassende påklædning og optræden i kirken, bl.a. fordi kvinderne filmede deres aktion.
I mange lande protesterer berømtheder som Paul McCartney og Yoko Ono mod det, der betegnes som Ruslands brud på ytringsfriheden.