Frikirker inspireret til at starte nye fællesskaber

Baptistkirken og Missionsforbundet har sat ”menighedsplantning” på dagsordenen.
Det er ikke kun ud fra folkekirken, fri- og valgmenigheder skyder op. Også frikirkerne vil nu genoplive en tradition for ”menighedsplantning”. De vil plante små og store ”tros-fællesskaber” i miljøer, hvor kirke og kristendom er et fremmedord.

Til venstre: Peter Wenz: – Se kirken, som Gud ser den.
Til højre: Stuart Murray: – Plant kirker i folks netværk.

BaptistKirken og Missionsforbundet havde menighedsplantning som tema på to seminarer ved deres fælles sommerstævne sidste uge.
– Frikirkerne har maksimalt berøring med 10 procent af den danske befolkning. Kun to procent af danskerne går jævnligt i kirke. Derfor bør frikirker begynde at ”plante kirker” igen – ligesom i 1990’erne, sagde sociolog og præst Thomas Willer på det ene seminar.
Ordet ”kirke” kan være for stort, fordi det signalerer stort anlagte gudstjenester og mange aktiviteter, mente han og foreslog at kalde det ”trosfællesskaber, hvor 2, 3, 5 eller 10 er samlet om Kristus, hvor I bor”.
De to seminarer havde erfarne kapaciteter til at undervise. Peter Wenz leder en menighed i Stuttgart på 4.000 medlemmer og en masse satellitmenigheder. Da han begyndte som præst for 18 år siden, havde kirken 40 medlemmer.

Peter Wenz lagde vægt på, at kirken er en familie:
– Jesus sagde: Jeg vil bygge min kirke. Det, han gør, fungerer. Derfor skal vi have hans syn på kirken. Det handler ikke om strukturer og programmer, teknikker og metoder. Den menighed, vi møder i Bibelen, er familie. Gud er vores far og vi er hans børn. Vi er hinandens brødre og søstre, sagde Peter Wenz og fortsatte:
– Gud søger mennesker med hjerte på rette sted. Han bygger sin kirke med alle slags mennesker, også selv om vi er fulde af fejl. At plante nye menigheder er at se mennesker som Gud ser dem, samarbejde med Gud og lade Gud sætte mennesker i de rigtige funktioner.

I det andet seminar underviste Stuart Murray, der er konsulent i det engelske ”Urban Expression”, der planter menigheder i fattige boligkvarterer med mange socialt udsatte familier.
– En menighedsplantning sker i tre faser: Mission, fællesskab og gudstjeneste. De menigheder, der lykkes, prioriterer de to første faser. Forkynd evangeliet og knyt venskaber, men vent så længe som muligt med at holde gudstjenester. Ellers vil I bruge al jeres energi på det, sagde han.
Stuart Murray rådede til at plante menigheder i nye miljøer:
– I storbyer planter vi ikke menigheder i lokalsamfund længere, vi planter dem i netværk. For nærmiljøet er kun det sted, hvor folk sover. Vennerne findes overalt. Det vigtige er ikke, hvor du bor, men hvem du kender. I England er der opstået netværkskirker på basis af folks interesse. Der er Goth-kirker og kirker for anarkister. I Australien hørte jeg om en sci-fi-kirke – altså en kirke for science fiction-interesserede.