Hver dag en dommens dag
Curtis LaForche bor i en lille by i Ohio med sin kone Samantha og deres seksårige datter Hannah, der er døv. Penge er der ikke mange af på grund af regningerne til Hannahs høreapparat, og Curtis mor lider af paranoid skizofreni, men på trods af dette er Curtis og Samantha lykkelige.
Så da Curtis begynder at have skræmmende drømme om en kommende apokalyptisk storm, vælger han at holde sin frygt for sig selv og kanaliserer i stedet sine tvangstanker ud i opbygningen af et stormly i familiens baghave. Men Curtis mere og mere besynderlige adfærd lægger pres på familien, og de skyer, der trækker op i Curtis visioner, synes langsomt at drive ind over hans virkelige verden.
For Curtis er hver dag dommedag. Han ser en tyk, fedtet regn falde fra himlen og skyer danne sig i det fjerne. Han ser gale flokke af stære og mærkelige, vaklende skikkelser. Hans hund angriber ham, hans kone er ikke længere den, hun var. Han ser tegn, varsler. Engang ville en sådan mand blive kaldt en profet. I vores tid bliver en mand som ham diagnosticeret som skizofren.
Er galningen den, der ser tegn på dommedag, eller den, der ignorerer dem? Det er den foruroligende forudsætning for Take Shelters intelligente drama, hvor en fars vanvid kan være en afspejling af en verden, der smuldrer omkring ham. Det er beskrivelsen af den blanding af paranoia og frygt – fortjent og forestillet – som gennemsyrer både den lille by og Curtis personlige helvede, der gør filmen så stærk. Filmen illustrerer det mest lammende af alt: Frygt for frygten selv, en oplevelse der føles skræmmende velkendt for enhver, der åbner avisen i dag. Filmen er anstrengt og skræmmende. Sådan kan livet uden for filmen også være.
Take Shelter tilbyder ringe tilflugt fra disse følelser, fordi den løfter et gyseligt spejl op mod vores tid. Men det er også en sjældent smuk film, som ikke blot reflekterer over den moderne eksistentielle angst, men også over de små øjeblikke der kan være hjerteskærende ægte, og som får os til at elske, til at holde ud, selv når stormen rusker i os. Take Shelter er den bedste film, jeg har set i år, fordi den tør konfrontere os med vores værste frygt og samtidig fortælle os, at skyerne kan drive over. Se den!
Take Shelter 120 min. Biografpremiere: 5. juli
