Blå Kors fordobler medlemstal
Interessen for Blå Kors har været stigende gennem flere år. Det kan nu ses på antallet af medlemmer, frivillige og gavegivere.

Siden 2006 har Blå Kors fordoblet medlemstallet til 2496 medlemmer, mens antallet af frivillige er steget til 1627.
Årsagen til den markante vækst kan være indstillingen blandt folk.
– Man ser i stigende grad det store behov for hjælp til misbrugere og hjemløse i Danmark. Det gør, at mennesker engagerer sig og har behov for at gøre en diakonal indsats, mener Christian Bjerre, der er generalsekretær for Blå Kors i Danmark.
En del af de nytilkomne har meldt sig som almindelige medlemmer. Andre er frivillige og deltager aktivt i genbrugsarbejde og på væresteder, forklarer Christian Bjerre til IMT.