Brændende sko

For hvert eneste skridt jeg tog, kunne jeg mærke fødderne brænde. Eller kunne jeg? De var måske nærmere næsten følelsesløse efterhånden…
De sidste kilometer blev længere og længere: 15…16…17….nå, nu må jeg da snart være på 20… kun 19!? Puha…jeg var i gang med mit første halvmarathon, og mens jeg prøvede at holde det høje tempo, jeg havde planlagt, løb jeg og tænkte på, at jeg i hvert fald aldrig ville løbe et helt marathon.
”Det er for hårdt, og der er for meget træning”, sagde jeg til mig selv, mens jeg løb ved siden af en mand, som var klædt ud som Find Holger.
Det startede med fest og godt humør, da startskuddet lød. Som en flok gale køer, der løber igennem de spanske gader, startede vi allesammen løbet. Jeg tror nok, at jeg løb lidt hurtigere end jeg burde – mest for at undgå at blive løbet ned af de andre (køer)! Og nu var jeg ude på vejene. Folk stod og klappede og spillede musik, og selvom det selvfølgelig er hårdt at presse sig selv til det yderste, så var det også en god og sjov oplevelse.
Den sidste kilometer prøvede jeg at spurte. Der var nu så kort ind til målstregen, at jeg ikke ville ”gå helt død” uanset hvad. De sidste 300 meter før jeg løb ind over målstregen føltes fantastiske… Sådan! Jeg gjorde det.

Nu er der gået nogle dage, og jeg kan efterhånden godt rejse mig op uden at hele min krop gør mig opmærksom på, at den altså ikke er færdig med at restituere.
Mens jeg prøver at komme mig, er jeg gået i gang med at læse om Moses og de ti plager. Det er helt vildt at læse. Fx lavede Gud jo fuldstændigt tusmørke over hele Egypten, bortset fra det område, hvor israelitterne boede! Lidt af et mirakel. Gud sagde også, at de hvert år skulle mindes de ting, han havde gjort i Egypten. Men hvorfor?
Fordi når vi først er færdige med noget og er kommet videre, så glemmer vi ofte hurtigt, hvordan vi kom videre. Jeg glemmer al løbe-træningen, og vi glemmer ofte Guds indgriben i vores liv på vej mod vores mål.
Når vi læser Bibelen, så sker der løbende mirakler. Men det, man let glemmer, er, at der kunne gå mange hundrede år imellem, at Gud gjorde noget. Generationer!
Vi må aldrig glemme de ting, Gud har gjort i vores – og andres – liv. Når Gud gør noget i dit liv, så er det ikke kun for at hjælpe dig i situationen. Det er for at give dig tro og ændre den måde, du tænker på. Skriv det ned og hold fast i det. For det betyder, at han kan gøre det – igen!

Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk