Egyptens kristne frygter følgerne af islamfilmen

’Innocense of Muslims’ stammer ikke fra en israelsk jøde men fra en koptisk kristen bosat i Los Angeles. Nu frygter egyptiske kristne islamistiske hævnaktioner. Den islam-kritiske film ’Innocense of Muslims’ har fået muslimske grupper i Mellemøsten til at gå amok. I Libyen kostede det fire amerikanske ambassade-ansatte livet.

Ayaan Hirsi Ali samarbejdede med Theo van Goghs om at lave en film om Muhammed. Han blev myrdet, hvorpå hun gik under jorden.

Først hævdede man, at islamfilmen var lavet af den ’israelske instruktør Sam Bacile’ og støttet af den amerikanske præst, Terry Jones.
Præsten fra Florida har tidligere udfordret den muslimske verden ved at erklære, at han ville brænde Koranen i 2010. Men filmskaberen selv er en mand med mange dæknavne. Han bor i Californien og har tilknytning til den koptiske kirke.

Indskrænkede bøller

For muslimer er det ekstremt krænkende bare at afbillede profeten, uanset hvor respektfuldt det sker. Men i filmen Innocense of Mulims beskrives profeten som en fjoget levemand, der leder en flok indskrænkede bøller.
Filmens bagmand er gået under jorden, vel vidende, at hans fremstilling af Muhammed og hans tilhængere vil virke ekstremt provokerende på mange muslimer.

Farlig islam-kritik

Fra sit skjulested har ’Bacile’ dog fortalt noget om sin baggrund for at lave filmen. Han nærer et ekstremt had til islam, som han betegner en kræftsygdom, hvis syge principper skal afsløres.
Samtidig taler han om, at det er en politisk film, fordi det har kostet USA mange penge og menneskeliv at føre krig i Irak og Afghanistan.
Filmen blev lavet allerede sidste år med støtte fra over 100 enkeltpersoner. De medvirkende vidste ikke, at deres ’ørkenfilm’ i virkeligheden handlede om Muhammed, hævdes det.
En kristen aktivist, Steve Klein, der fungerede som rådgiver for Sam Bacile, hævder at have advaret instruktøren mod, hvad der kan ske både for ham selv og hans familiemedlemmer i Egypten.
– Du kan ende med at blive den næste Theo van Gogh, skulle Klein have sagt til Bacile.
Theo van Gogh var den hollandske instruktør, der i 2004 lavede en film om Muhammed sammen med den somaliske kvinde Ayaan Hirsi Ali.
Filmen blev af muslimer opfattet som krænkende over for islam. Derfor blev instruktøren, Theo van Gogh, efterfølgende myrdet på åben gade i Amsterdam.

Al-Qaeda flag i Kairo

I Kairo stimlede flere hundrede demonstranter sammen foran den amerikanske ambassade, hvor det lykkedes dem at bryde gennem sikkerhedszonen ved at klatre over ydermuren.
Herefter rev demonstranterne det amerikanske flag ned, satte ild til det og hejste et sort flag, som repræsenterer al-Qaeda-grupper.

Angreb i Libyen

Den amerikanske ambassade i Benghazi, Libyen, blev angrebet af 20-30 bevæbnede demonstranter. USAs ambassadør og tre andre ambassade-ansatte blev dræbt.
Den koptiske kirke i Los Angeles, som ’Bacile’ eller Basseley Nakoula ind imellem besøger, har i en pressemeddelelse taget skarpt afstand fra både filmen og terrorhandlingerne.
Mens ’Bacile’ er i relativ sikkerhed i USA, frygter de kristne egyptere følgerne af filmen. De undskylder overfor muslimerne og mange flytter til udlandet.