Hizbollah-leder: ‘Alvorlige følger hvis hele anti-islam filmen vises’

Hizbollahs leder, Sheik Hassan Nasrallah, har i Beirut udtalt, at “det vil få meget alvorlige følger verden over, hvis hele den anti-islamiske film vises”.
Blot en del af filmen er hidtil blevet offentliggjort. Det har medført en uge af voldelige demonstrationer i islamiske lande i hele verden..
Muslimernes vrede over filmen fortsætter uopholdeligt, dag efter dag. Det seneste tilfælde er en kvindelig selvmordsbombers aktion i Afghanistans hovedstad Kabul, hvorved 12 personer blev dræbt og et stort antal såredes. Hun sprængte en minivan i luften nær Kabul lufthavn.
En gruppe ved navn Hezb-e-Islami har påtaget sig ansvaret for aktionen.
Hassan Nasrallah kom ud af sit skjulested, en bunker hvor han har opholdt sig siden hans organisations krig mod Israel i 2008, og talte til tusinder af sine tilhørere. Mødet var arrangeret af Hizbollah og den shia-muslimske Amal-gruppe.
Demonstranterne bar plakater med teksten “Amerika er den store satan” og “Muslimer forener jer”. De råbte “Død over Amerika” og “Død over Israel”.
I sin tale sagde Nasrallah, at Amerika må holdes ansvarlig for filmen, fordi den er lavet i USA.
Han sagde også:
– Guds profet, vi vil ofre os selv, vort blod, vore familier og vores penge til din ære. Amerika som bruger ytringsfrihed som påskud må forstå, at hvis hele filmen vises, vil det få meget seriøse konsekvenser over hele verden.
I Ramallah på Vestbred-området afholdtes protestmøder, hvor demonstranter bar plakater med teksten “Rør ikke ved vores profet”.