Ingen nye planer om at hjælpe forfulgte kristne
Udenrigsministeren opfordrede i stedet til tålmodighed med de nye regimer i Mellemøsten.- Der er grund til bekymring og fokus på problemet, indrømmede udenrigsminister Villy Søvndal, da han torsdag medvirkede ved en konference om forfølgelse af kristne i Mellemøsten.
Men Villy Søvndal (SF) mente dog, at der var brug for tålmodighed og langsigtede briller.
– Det er ikke kun en kamp for en enkelt gruppe. Der sker en positiv udvikling fra diktatur til demokrati. Men det åbner for forskellige strømninger, som ikke alle er positive, sagde han om det såkaldte arabiske forår.
Konferencen var arrangeret af folkekirken med deltagelse af bl.a. biskop Niels Henrik Arendt, netop for at gøre opmærksom på at de kristne i Mellemøsten bliver forfulgt.
– Men de demokratiske strukturer var også længe om at indfinde sig i Danmark. Nu står de nye demokratier med økonomiske og sociale udfordringer, korruption, arbejdsløshed og manglende vækst. Der er brug for tålmodighed og langsigtede briller, mente ministeren.
– Men vi skal også se på folkets problem lige nu. Det er en balance mellem at respektere flertallet og samtidig sikre minoriteternes rettigheder.
I flere af de lande, der har gennemlevet et arabisk forår, var det forskellige islamiske bevægelser, der leverede hovedmodstanden mod de diktaturer, som faldt.
Det er ikke forkert, at mennesker er stolte over deres tro. Men problemet er, når man undertrykker folk af anden tro.
I Nordafrika og Mellemøsten er der stor frygt blandt mindretallene. Vi vurderer demokratierne efter deres respekt for fx demokratiske valg, menneskerettigheder og kvinders rettigheder, sagde Søvndal.