Stjerne uden gennembrud
38-årige Matthew Perryman Jones har med Land of the living udgivet sit femte studiealbum, som er blevet finansieret af fans.
Kender man ikke Matthew Perryman Jones i forvejen, kan hans stemme bedst sammenlignes med en blanding af Tom Chaplin/ Keane, Chris Martin/ Coldplay og Rufus Wainwrights (uden at være så teatralsk) – tilsat en snert af Bono, og lyden af riffs og soloer sender melankolske og eftertænksomme ekkoer ud under høsttidens duggende nattehimmel.
Jeg kunne sagtens forestille mig Matthew Perryman Jones fylde stadions med store drømmende og filmiske klangflader af guitar og strygere, og grunden til at han optræder i mere beskedne rammer end Coldplay, Keane og Band of Horses kan virke uklar.
Måske fordi han mangler hittet, alle spiller og husker
måske fordi han er solist. Alligevel fremstår Land of the living så homogent, som ethvert band i genren kunne have lavet det. Matthew Perryman Jones tekster besidder en poetisk tyngde og er modnede i dybsindighed, som kun livet på godt og ondt, i tvivl og tro, kan gøre det.
Matthew Perryman Jones er bl.a. blevet inspireret af Vincent Van Goghs breve til hans bror (O Theo), Federico Garcia Lorcas teori om Duende, skrifter af den persiske poet og filosof Rumi, ikke som intellektuelle krumspring, men som personligt nærværende, men universelle analogier, når han synger sig gennem de levendes land, som en der er dødeligt såret, men hvor håbet aldrig omkommer. God fornøjelse.
Claus Rydskov
