Tro og fornuft er ikke i konflikt

Hovedformålet med denne bog er at opmuntre kristne til at se, at der ikke er en konflikt mellem tro og fornuft, mellem tro og videnskab.
Udgangspunktet er nyateisternes angreb på kristne og kristendommen. Deres måde at argumentere på bliver gennemgået og pillet fra hinanden.
Hvis nogen tror, at nyateisterne trænger kristendommen op i en krog, og at vi har svært ved at forsvare os mod dem og svare igen, gør denne bog det tydeligt, at det slet ikke er tilfældet.
Det sker i den første del af bogen, som jeg synes er det bedste ved den. Det er aktuelt og vedkommende. Men det gælder ikke så entydigt resten af bogen.
Nogle af de øvrige emner er åndsfrihed og tolerance, Nietzsche og hans opfattelse af ateisme og moral, oplysningstiden og den franske revolution, udviklingslæren kontra troen på en skaber. Der siksakkes noget rundt i emnerne, så fremstillingen bliver flimrende, og ikke alt forekommer lige væsentligt og relevant.
Bogen forudsætter en del kendskab til fortrinsvis filosofi. Den kræver viden på mindst studentereksamens-niveau.
Ove Klausen

Jakob V. Olsen: Forsvarlig gudstro?
135 sider
199,95 kr.
LogosMedia