De sidste etiopiske jøder indvandrer til Israel
237 etiopiske jøder, tilhørende gruppen Falashmura, indvandrede igår til Israel fra lejre i Gondar i Etiopien og markerede hermed afslutningen på det fascinerende kapitel om de etiopiske jøders immigration til det forjættede land.Af de 6000 jøder, der har befundet sig i Gondar, er gruppen, som kom hertil igår, den næstsidste, og det ventes at ville være slut, når det allersidste kontingent kommer til Israel i oktober næste år.
Operationen, der har navnet På duens vinger, er forestået af indvandrerorganisationen Jewish Agency i samarbejde med den israelske regering. Den har stået på i 30 år, og tidligere sådanne aktioner har haft navnene Operation Moses, i 1984, og Operation Solomon, i 1992.
Falashmura er det navn, der blev givet til medlemmer af Etiopiens jødiske samfund, som blev presset til at konvertere til kristendommen i det 19. og 20. århundrede. Under indflydelse af amerikanske og israelske organisationer, der virkede for denne gruppe, besluttede den israelske regering at evaluere sagerne for 8000 medlemmer af gruppen, der var i transitlejre og ventede på at blive genforenet med deres familier i Israel.
6000 anmodninger blev godkendt, og over 4000 af disse ansøgere er kommet til Israel.
Mange dramatiske scener udfoldede sig i Ben Gurion lufthavnens terminal 1, da forældre efter mange års forløb blev genforenet med deres børn og brødre og søstre med hinanden efter en charterflyvning fra Addis Abeba.
Formanden for Jewish Agency, Natan Sharansky nok Israels navnkundigste indvandrer sagde:
– Jeg har lige mødt søskende, der ikke har set hinanden i 25 år. Hvad kan jeg sige andet end, at vi ikke har set Jer i 25 århundreder.
Halvdelen i den sidste gruppe er børn.
Alle de nyankomne er nu blevet indkvarteret i fuldt udstyrede og velmøblerede lejligheder i et absorptionscenter ved navn Ibim, nær Sderot i Negevørkenen en stærk kontrast til deres hidtidige boliger i mudderhytter, hvor mange af familierne på omkring syv medlemmer var stuvet sammen i et eneste værelse.