Debat

Danmark er et kristent land

Usikkerhed omkring skolernes afholdelse af fri- og helligdage er seneste nedslående konsekvens af politikernes arbejde på at indføre et religionssamfund på bekostning at vores kristne identitet. Godt at undervisningsminister Christine Antorini (S) gav kommunerne mulighed for, at elever kan fritages på enkeltdage af religiøse årsager, men hun tog desværre ikke stilling til totallukning af danske skoler på fx muslimske helligdage.
I religionernes verden ligestilles islam, ateisme, reinkarnation, tro på Jesus og energikrystaller, og resultatet heraf giver desværre god plads til rodløshed, hvor ”alt er lige godt”, men dermed også ”alt er lige dårligt”, eller rettere ”alt er ligegyldigt”. Jeg mener, at vi skal have religionsfrihed, men ikke religionslighed.
Danmark er et kristent land, og vores nationale identitet afspejles bl.a. i, at over 90 % er døbt med en kristen dåb. Kristendommen giver alle mennesker fundamentale rettigheder til liv og samfundsplads; lige fra undfangelse og til livets afslutning. Ærlighed, ansvarlighed, hensynsfuldhed og engagement er fremmende for et godt samfund. Vi er forvaltere af naturen og udviser ansvarlighed ved at overdrage klodens værdier anstændigt til vores børn.
Religionernes ”alt er lige godt” -tankegang undergraver argumenterne for de kristne skolehelligdage og det hvide kors i Dannebrog.
Kristendemokraterne vil anvende kristne identitetsbegrundelser, når debatten om helligdagene genoptages, og så længe vi vedkender os, at Danmark er et kristent land, har vi et samfundsfundament, der er værdifuldt at bygge på.
Karlo Brondbjerg,
Kristendemokraterne
Rossinisvej 2, Herning

Lukkeloven

Den 1. oktober afskaffedes lukkeloven helt.
Dermed gør staten sit til at ødelægge vores fælles fridag, søndagen. Det er et materialistisk, ateistisk angreb på både dansk kultur og kristen kultur.
Der er brug for både en national og kristen modkultur til denne materialisme.
Læg mærke til, at det her ingen forskel gør, om vi har en socialistisk eller borgerlig regering.
Både socialisterne og de borgerlige marcherer her ens i takt med materialismen.
Det er herefter kun op til den enkelte at værne om søndagen som vores fælles fridag til både menneskelig og åndelig brug.
Niels Erik Søndergård
Rasmus Rasks Alle 95
5250 Odense SV

De frie skoler forfølges

I et desperat forsøg på at profilere sit formandskandidatur, har Astrid Krag (SF) beskyldt de frie skoler for ikke at løfte deres sociale ansvar. Det er helt ude af trit med de reelle fakta, påpeger Kristendemokraterne.
De frie skoler løfter på landsplan en lige så stor andel af de sociale problemer som folkeskolen.
Det er efterhånden blevet en tradition blandt samtlige folketingets partier at gøre friskoler m.m. til fælles prygelknabe. Men det er socialistisk ensretning af værste skuffe, når Astrid Krag vil tvinge alle forældre til at vælge folkeskolen, ved at forfølge alternativet. Hvor blev den grundtvigske åndsfrihed af?
Kristendemokraterne påpeger, at de frie skoler yder et stort pædagogisk og samfundsnyttigt arbejde til under ¾ af den pris, en folkeskoleelev koster. Derfor skal den økonomiske støtte til privatskolerne sættes op til 75 % af folkeskolens, så alle borgere får mulighed for at vælge den skoleform, de mener bedst varetager deres barns uddannelse.
Stig Grenov
Kristendemokraternes Internationale Sekretær
Erantisvej 2
2970 Hørsholm

Skal, skal ikke

Hvis man er i tvivl, undlader man. Det gælder også med hensyn til at tilmelde sig som organdonor. Det betyder længere ventetid på et organ. Sitiuationen bliver ikke bedre af historien om Carina, som bekræfter påstanden om, at ”miraklernes tid ikke er forbi.” Hjernedødskriteriet bliver der ikke rokket ved, derimod tilliden til de hvide kitler. Som kristen er tanken helt forrykt. Med et donorkort i sygesikringsbeviset udstiller man jo sin mistillid til Gud. ”Den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.” Det er Guds ord til tvivlerne og til alle, som har deres liv kært.
Carinas situation ligner en beretning i Bibelen. Paulus blev ved med at tale lige til midnat. I vinduet sad en ung mand, der hed Eutykos. Da Paulus talte så længe, faldt han i søvn, og overmandet af søvnen styrtede han ned fra anden sal. Da man løftede ham op, var han (hjerne-)død. Men Paulus gik ned, kastede sig over ham, tog om ham og sagde: ”Ingen larm og klage! For der er liv (puls) i ham.” Så gik Paulus op igen, brød brødet, spiste og talte længe, lige til det blev lyst. Derpå tog han af sted. Den unge mand bragte de hjem i live; og de blev ikke så lidt trøstet. Det samme blev Carinas forældre. Gud være lovet! (Forkortet, red).
Knud Held-Hansen,
Juelsparken 2, 2.tv.,
9210 Aalborg SØ