Den russiske kirke afviser folkekirkens dåb
Fordi homoseksuelle forhold er en synd i ortodoks teologi, vil den russisk-ortodokse kirke ikke længere acceptere danske og svenske medlemmer uden gendåb, siger patriarkatet.Fremover vil kristne døbt i den svenske eller danske kirke blive mødt med krav om gendåb, hvis de vil være medlem af den russisk-ortodoske kirke eller giftes i den.
– Vi anerkender ikke dåben officielt, hverken den svenske eller danske, siger patriarkatets talsmand for mellemkirkelige forhold, Dimitrij Sizonenko.
Den ortodokse kirkes talsmand for kirke og samfund, Vsevolod Chaplin, mener, at alt for mange kirkefolk i Vesten tilpasser sig pres fra offentligheden. Nogle ledere prøver at ændre kirkens indre opfattelse af, hvad der er god kristen praksis, og det indebærer flere og flere liberale synspunkter. Tanken om total accept af homoseksuel levevis går imod kernen af det kristne budskab, siger V. Chaplin.
Biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev Stift, er ikke overrasket over, at den ortodokse kirke nu har taget dette skridt.
Der er i flere spørgsmål en betydelig uenighed mellem de ortodokse og de vestlige kirker. Men folkekirken anerkender fortsat dåb foretaget i den ortodokse kirke.
Vejen fremad hedder samtale, selv om det er vanskeligt, når den ene part ikke vil være med, mener Niels Henrik Arendt.
Ligesom den katolske kirke har den ortodokse kirke syv sakramenter, mens folkekirken kun har to, nemlig dåb og nadver. Normalt anerkendes døbte medlemmer fra det ene kirkesamfund til det andet. Men det er altså ikke længere tilfældet fra russisk side.
Tidligere var der kun én dåb. Men nu siger man reelt, at de andre kristne er så kætterske, at man ikke længere kan sidde ved samme bord, siger Annika Hvithamar, lektor i religionsvidenskab ved Syddansk Universitet.
Domprovst Anders Gadegaard, folkekirkens repræsentant i Kirkernes Verdensråd, forstår slet ikke den russiske udmelding og vil heller ikke anerkende et totalt brud. Samtidig fastholder han folkekirkens ret til at bestemme sine egne forhold. En udenlandsk kirke skal ikke diktere, hvordan folkekirken indretter sig, siger han.
Allerede i 2006 brød den russisk-ortodokse kirke officielt med den svenske kirke efter indførelsen af et ritual til velsignelse af registreret partnerskab.
Den ortodokse kirke i Danmark, Gudsmoders beskyttelses menighed, er ikke underlagt Moskvas Patriarkat, siger Poul Sebbelov i en kommentar til udmeldingen fra den russisk-ortodokse kirke.
Samtidig fastholder han, at vielser af homosekseuelle i kirken er en forkert og ulykkelig udvikling, som sætter sig helt imod skabelsens orden: at Gud skabte mennesket i sit billede og skabte dem for hinanden som mand og kvinde.
I virkeligheden har den ortodoske kirke aldrig direkte anerkendt dåb foretaget i andre kirkesamfund. For at blive medlem af den ortodokse kirke skal der yderligere udføres salvning med myron (en særlig olie) og et skriftemål med en række sprøgsmål og svar angående troen.
Den enkelte ortodokse præst kan ikke vælge sin egen måde at gøre tingene på. Den ortodokse kirke i Danmark får sine retningslinjer fra ærkestiftet i Paris. Men intet tyder på, at der er noget dekret på vej om samarbejdet med de ikke-ortodokse kirkesamfund, siger Poul Sebbelov.